Det har været tæt og jævnbyrdigt mellem Esbjerg og Rungsted.
Sidstnævntes spillere er stort set friske igen, og det gør Rungsted til et farligere mandskab end tidligere på sæsonen. Det er også noget af det, Esbjerg-træner Magnus Åkerblom påpeger i klubbens kampoptakt.
- Vi er helt bevidste om, at Rungsted er et stærkt mandskab. Havde holdet været komplet tidligere på sæsonen, ville de være sluttet højere. Når man ser på deres line-up, er det tydeligt, at det er et godt hold. De har et godt trænerteam, og strukturen er godt indarbejdet. Så vi ved, hvad vi står overfor, lyder det.
- Først i sidste periode fik vi fundet vores spil frem søndag eftermiddag og lagt pres på Rungsted. Det blev de små ting, som afgjorde kampen, og arbejdet kunne have båret frugt. Men marginalerne gik desværre ikke vores vej, og sådan er hockey”, fortsætter Energy-coachen.
- Vi vil altid gerne generere en del zonetid i modstandernes forsvarszone, for der er generelt en sammenhæng mellem tiden i zonen og antallet af chancer. Spiller vi langs banden, kan vi lettere holde fast i pucken, men målene scores jo ofte inde foran, hvor der er mange Rungsted-spillere. Den balance er svær, siger Magnus Åkerblom.
Hos Rungsted fungerede powerplayspillet glimrende søndag eftermiddag, og det var med stærke Morten Jensen i førersædet igen-igen. Også "svenskerne" fik sat en scoring ind for Rungsted, og Esbjerg skal i den grad undgå udvisninger i aften på hjemmebanen.
Det forventer vi: Helt tæt igen og knap så åbent som den første kamp, hvor Esbjerg bragte sig hurtigt foran. Får vi slutspillets første overtid her.
Hold øje med: Er det i aften Miku Ronkainen stråler for Esbjerg? Eller måske Theo Keilin for Rungsted?
Skader/karantæner: Philip Schultz udgik for Esbjerg, der i forvejen manglede Jeppe Bertram, Philip Larsen og Gordie Ballhorn. Derfor spillede Oliver Kjær back for vestjyderne. Hos Rungsted var der mere eller mindre fuldt hold.
Statistikken: Stadig ikke megen spilletid til fjerdekæden hos Rungsted, selv om den er intakt. Esbjerg var med skaderne også tvunget til at spille smalt i angrebet, men også opsigtsvækkende, at Ronkainen kun spillede små 12 minutter.
DirekteSport har Jannik Sønderby på plads i Granly Hockey Arena i aften