Kampstart 19:00 i Granly Hockey Arena

For tredje kamp i træk forsøger Rungsted Seier Capital at erobre de jyske udebaner. 

Det er blevet 4-3 over Herning, 2-0 over Frederikshavn og i aften gælder det altså Esbjerg Energy. 

Hvis Rungsted vinder, kan holdet lægge en solid afstand fra top fire og nedad, ligesom nordsjællænderne vil komme tættere på enten/eller både/og Odense og Aalborg, der mødes i aftenens anden kamp.

Så der er meget på spil i aften. 

Rungsted kommer med 11 sejre og 33 point fra de seneste 13 kampe og har virkelig spillet fremragende, disciplineret og effektivt i de seneste mange kampe. Det betød, at både Grubak, Morten Jensen og Cubars kom med på ugens hold i Metal Ligaen i sidste uge, og dermed er det altså et Rungsted-hold i absolut topform, der kommer til Esbjerg i aften.

Hjemmeholdet vandt seneste match i søndags med 3-0 over Herlev.

- Rungsted har fået folk tilbage efter skadesperioder. De kører på med tre kæder som producerer point og samtidigt har de i en periode lukket ret få mål ind, så der er ingen tvivl om, at vi står overfor en ny svær kamp, der kræver, vi er klar fra start, siger Esbjerg-træner Dan Jensen i klubbens kamoptakt. 

- Nu fik vi søndag eftermiddag en sejr over Herlev hjemme og det gør forberedelserne op til kampen mod Rungsted lidt sjovere. Nu kan vi tale om flere ting, som vi gjorde rigtigt og som vi kan tage med til kampen mod Rungsted, tilføjer han. 

- Og Herlev spillede godt imod os. De fortjener respekt og opgav aldrig mod os. De arbejdede hårdt for at komme tilbage, men vi fik lukket godt af.
Ingen af holdene giver op, men bliver ved. Det får vi også behov for, når Rungsted kommer til Esbjerg tirsdag aften, lyder det fra Esbjerg-træneren. 

Hold øje med: Nicolaj Henriksen og David Grubak stod begge fremragende i den seneste kamp. Spændende om de begge starter igen i aften. 

Det forventer vi: En tæt og jævnbyrdig match mellem to hold, der går disciplineret til værks og kigger på defensiven først. Rungsted lille favorit grundet den fine form. 

Metalligaen.tv: Har Søren Kaster på plads til at kommentere de 60 minutter i Sydjysk Sparekasse Arena.

Historikken: To gange har vestjyderne sejret med 9-4 og 2-1 efter straffeslag. To gange har nordsjællænderne trukket sig sejrrigt ud med sejre på 4-3 og 7-3.

Statistikken: Esbjerg har fået otte point i de seneste fem hjemmekampe, Rungsted ni point i de seneste fem udekampe. 

Skader/karantæner: Esbjerg formentlig uden Grundtvig, Lucas Andersen og Frederik Bjerrum, ligesom det vil være en overraskelse, hvis den nye mand Carter Johnson er klar. Rungsted har stillet med fuldt hold de seneste kampe. 

 

 


OPTAKT: Aalborg Pirates-Odense Bulldogs UGENS HOLD: Se hvem der er med lige her