Interessant duel i Esbjerg i aften, hvor de to hold, der hænger på i kampen om top fire slås om tre vigtige point.
Begge måtte se sig besejret i den seneste kamp, Esbjerg tabte 2-5 i Herning fredag aften og skal forsøge at rejse sig efter en kamp, hvor modstanderen var klart skarpest.
Vi spillede okay i Herning. Men sandheden er, at når vi møder et hold som Herning, skal vi spille godt i 60 minutter. Vi spillede måske godt i 30. Og det er ikke nok, hvis du skal vinde. Vi gav for lette mål væk. Vi skal finde en bedre balance mellem på den ene side
at holde momentum og samtidigt lukke af defensivt. Det var ikke godt nok, siger Esbjerg-træner Dan Jensen i klubbens kampoptakt.
Om Frederikshavn som modstander siger han følgende:
- Man må sige, at Frederikshavn har spillet godt og klogt imod os i denne sæson. Og én spiller har gjort en særlig indsats i kampene mod os. I
målet stod Tadeas Galansky rigtigt godt og sikkert og har gjort sit for, at sejren er gået til Frederikshavn i de to tidligere kampe, siger han.
- Vi har haft svært ved at score mod Tadeas Galansky. Og den slags kan ske. Nu er vi klar til en ny kamp og vi glæder os til tirsdag. Vi har talt om, at tingene ligger i vores hænder, og at vi skal have fokus på de elementer, som vi selv kan påvirke. Vi får bl.a. brug for at producere nok chancer, men også være effektive, når chancen byder sig.
Frederikshavn White Hawks kommer til Esbjerg efter 4-5 i Vojens mod SønderjyskE i en åben og underholdende kamp.
- Der er to nøgleord vi skal bruge i morgen. Attitude og ansvarlighed. Vi står over for et godt Esbjerg mandskab, så vi skal være klar fra begyndelsen, når pucken kastes for første gang, siger Frederikshavns finske back Santeri Suistio.
Statistikken: Frederikshavn med 21 mål i de seneste fem kampe er det mest scorende mandskab i de sidste fem kampe. Til gengæld har Esbjerg kun lukket ni mål ind i de fem kampe.
Historikken: Frederikshavn White Hawks vandt 2-1 i de to mandskabers første kamp i Esbjerg. I de to holds seneste møde sejrede Frederikshavn med 4-3 efter forlænget spilletid og straffeslag.
Metalligaen.tv: Har Søren Kaster på plads i Granly Hockey Arena til 60 minutters ishockey.
Skader/karantæner: Fredric Andersson og Christopher Mulberg ude for Frederikshavn. Esbjerg spiller stadig uden Jeff King og Frederik Bjerrum.
Det forventer vi: Nøjagtig som i de to holds første kampe bliver det jævnbyrdigt og tæt. Kampen kan sagtens komme til at minde om Frederikshavns kamp i Vojens søndag eftermiddag.
Hold øje med: Alexander Lunsjö er brandvarm for øjeblikket for Frederikshavn med tre scoringer i sidste uge. Hos Esbjerg savner man lidt scoringer fra Grayson Downing og Aleksi Halme.