Det bliver en ægte test for Esbjerg Energy i aften mod Herning.
Vestjyderne har ikke været i nærheden af at true de klassiske rivaler i sæsonens hidtidige opgør, men har som bekendt vist en vis fremgang på det seneste og er et sted, hvor spillere og trænere SKAL bevise over for sig selv og omgivelserne, at det kan lade sig gøre at drille Herning.
Og hvorfor ikke? Esbjerg har på papiret et hold, der burde kunne byde Herning op til dans, og med Lucas Andersens nylige comeback er der også kamp om pladserne i angrebet.
Herning kommer fra en stensikker 4-1-sejr over Aalborg lige før jul.
- Nu skal vi lige nyde lidt god mad og lidt godt at drikke, og så skal vi nok være klar igen. Esbjerg ser ud til at have forbedret sig i forhold til først på sæsonen, så det bliver uden tvivl et par hårde kampe at komme i gang på, sagde Herning-forwarden Patrick Bjorkstrand til Sportherning.dk efter sejren mod nordjyderne, der vel næsten cementerede, at Herning vinder grundspillet igen i denne sæson.
Skader/karantæner: Esbjerg var senest uden Nicolaj Henriksen, Valtteri Jeskanen og Grayson Downing.
Herning manglede mandag Nick Pastujov, der afsonede en spilledags karantæne (han er tilbage i aften), og var derudover uden Mathias Bau Hansen og Martin Eskildsen.
Se med på JFM PLAY, hvor Søren Kaster kommenterer fra Esbjerg.
Hold øje med: Miku Ronkainen har de individuelle kvaliteter, der skal til for at drille Hernings forsvar. Hos gæsterne spillede Patrick Bjorkstrand og Josh Prokop en suveræn kamp mod Aalborg.
Det forventer vi: Herning er - naturligvis - favorit, men kommer til at blive presset af et ihærdigt og hårdt fightende Esbjerg-mandskab.
Statistikken: Esbjerg har i sæsonen blot lavet 16 mål i powerplay – næstfærrest i ligaen – selv om udnyttelsen på 24 procent svarer til ligaens gennemsnit. Forklaringen ligger i antallet af muligheder, som har været begrænset. Over de seneste fem kampe er det dog blevet til fem scoringer i overtal, og i samme periode har Esbjerg været bedre end modstanderne på mål, vundne faceoffs, skabte chancer, xG, skud på mål og offensiv zonetid med puckkontrol. Tre sejre i de seneste fem kampe – ganske vist mod de to nederste hold – giver stadig ni point og et billede af et mandskab i kontrol.
Herning har vundet fire af de seneste fem kampe og scoret 22 mål mod modstandernes 13. Det eneste, der kan give anledning til irritation hos Garth Murray og Barry Smith, er powerplayet, som i de seneste fem kampe kun har kastet to mål af sig – begge i samme kamp mod Sønderjyske – trods en sæsontotal på 28. Fem mod fem er Herning fortsat markant bedre end modstanderne, og at modstanderne har scoret 13 mål på en xG omkring 11 er mest af alt en statistisk fodnote.