Esbjerg Energy har revanche til gode efter en trist omgang ishockey i Herning fredag aften.
Her blev vestjyderne sendt godt og grundigt hjem med et nederlag på 1-6 og dermed blev det endnu en lussing mod de klassiske rivaler.
Mødes Herning og Esbjerg i det kommende slutspil, så skal Energy i den grad løfte sig i forhold til kampen fredag aften, og det skal Esbjerg også i aften mod Rungsted.
Hvad finder træner Åkerblom frem? Ryster han måske posten og sætter nye kæder? Eller stoler han på, at Esbjerg har vundet syv af de seneste 10 kampe og trods alt har været inde i et godt flow - bortset fra to store nederlag mod Herning?
Rungsted kommer med en solid 5-3-sejr over Rødovre i taskerne. Nordsjællænderne er inde i en god periode og trimmer sig frem mod en kvartfinale - måske mod Esbjerg.
Derfor er det mentalt vigtigt, at Rungsted leverer en stærk præstation i aften.
Statistikken: De to mandskaber har mødt hinanden fem gange i sæsonen, og Rungsted Seier Capital har overtaget med fire sejre. De tre seneste indbyrdes opgør er endt med Rungsted-sejre, to af dem efter mere end 60 minutters ishockey.
I Esbjerg er det blevet til en 2-1-sejr til hjemmeholdet efter straffeslag samt en 4-2-sejr til Rungsted i slutningen af november, hvor Filips Buncis scorede to gange.
DirekteSport sender fra Esbjerg med Jannik Sønderby som kommentator i 60 minutter.
Det forventer vi: Det må næsten blive endnu en jævnbyrdig match mellem de to hold, der også skal sende signaler frem mod en eventuel kvartfinale.
Hold øje med: Todd Winder har kun scoret en enkelt gang i de seneste syv kampe for Esbjerg. Han er vigtig at få i gang igen frem mod slutspillet. Esbjerg savner hans mål. Rungsted havde Morten Jensen og Andrew Peski med oceaner af minutter fredag aften mod Rødovre og de to bliver ekstremt vigtige i det kommende slutspil - og i aften.
Skader/karantæner: Rungsted stadig uden Theo Keilin og de langtidsskadede spillere, mens Esbjerg fredag aften var uden Philip Larsen og Tobias Ebener.