Kampstart 19:00 i Nordjyske Bank Arena

Frederikshavn kæmper stenhårdt for at finde fodfæste og om en slutspilsplads. 

Nordjyderne er fire point efter Rødovre i bunden af Metal Ligaen og har kun vundet en kamp siden Mario Simioni tog over efter landsholdspausen. 

Skadessituationen har ikke gjort det nemmere for Mario Simioni og co. August Hedlund var på vej tilbage, men Kanal Frederikshavn melder, at svenskeren udgik ved træningen i lørdag, så det bliver spændende, om Hedlund er på plads i målet i aften. 

Uanset hvad, så er det igen et svækket Frederikshavn-hold, der skal kæmpe mod et formstærkt Esbjerg-mandskab i aften.

- Det bliver en stor udfordring, men holdet er en sammentømret og modstandsdygtig gruppe, hvor alle arbejder målrettet efter tre point. Nøglen bliver at stå sammen og spille som ét hold, siger Ben Freeman til klubbens hjemmeside. 

- Vejen tilbage på sporet handler om hårdt arbejde og kvalitet i træningen. Træningspas skal ligne kampe, fejl skal minimeres, og vores attitude skal være præget af fokus og beslutsomhed, tilføjer Freeman.

Og hvad med Esbjerg? Sikke en uge, vestjyderne havde i sidste uge.

Tre spillere kom på Ugens Hold her på Metalligaen.dk og mange spillere ser ud til at være kommet i gang. Ikke mindst "finnerne", Niklas Andersen og backerne Philip Larsen og Anders Krogsgaard.

Også tilgangen af Kevin Spinozzi og Brandon Magee har givet bredde og tyngde til Esbjerg Energy-mandskabet.

- Jeg håber, vi kan levere en koncentreret indsats deroppe. At vi kan spille en hurtig kamp og rotere mellem kæderne, så alle kommer i spil og får istid. At vi kan levere en solid udebanekamp – præcis som i Rødovre. Og at vi får vist, at vi er det bedre hold på alle pladser, siger Esbjerg-træner Magnus Åkerblom i klubbens kampoptakt. 

Statistikken: Sæsonens to første indbyrdes opgør var begge tætte og endte med nordjyske sejre efter straffeslag. Først 4-3 i september, hvor Alexander Lunsjö afgjorde og Brandon Frattaroli scorede to gange, og siden 5-4 i Esbjerg, hvor Lunsjö igen var matchvinder, mens Todd Winder lavede to mål.
Det tredje opgør den 1. december ændrede dog billedet markant. Her vandt Esbjerg 4-1 og dominerede kampen, blandt andet via to scoringer af Winder og tre assists fra Miku Ronkainen.
Skader/karantæner: Frederikshavn har målmand Hedlund tvivlsom og havde senest Suistio, Mieritz, Lunsjö og Ainali ude. Tungt for White Hawks. Esbjerg kun uden Lucas Andersen senest. 
Det forventer vi: Esbjerg Energy er favorit - både på grund af formen og et hold, der lige nu ser noget bredere ud en det skadesplagede Frederikshavn. 
Hold øje med: Jaeden Martin kommer til at få mange minutter i aften og bliver en nøglebrik i Frederikshavns defensiv. Det bliver spændende at se, om Kevin Spinozzi kan fortsætte de gode takter fra sidste uge. 
Se med på JFM PLAY, hvor Jesper Larsen kommenterer de 60 minutter i Frederikshavn. 

OPTAKT: Aalborg Pirates-Odense Bulldogs OTTE DANSKE DOMMERE udtaget til internationale opgaver