Er det nu for Frederikshavn?
Adskillige knappe nederlag på det seneste har været hårde ved White Hawks, der i eftermiddag får endnu en mulighed for at rykke tæt på Rødovre i kampen om ottendepladsen?
Frederikshavn kan hente optimisme i to hjemmesejre hidtil mod Sønderjyske i løbet af sæsonen. Den eneste sejr, Mario Simioni har hentet siden sin ankomst til Nordjylland har faktisk været mod sønderjyderne.
Den dårlige nyhed for Frederikshavn er, at Sønderjyske lige nu synes at være i sin bedste form længe efter julekampene mod Esbjerg og Odense, hvor det blev til fem point.
Sønderjyskes hjemmeside skriver:
- Der bliver også brug for hårdt arbejde, når 2026 skydes i gang med et opgør ude mod Frederikshavn White Hawks. Holdet befinder sig i øjeblikket på en niendeplads i tabellen, men holdet har siden ankomsten af deres nye østrigske målmand Max Zimmerman for 14 dage siden, spillet ene tætte kampe og kun marginalerne har manglet i at de har fået fuldt udbytte af anstrengelserne - de har dog hentet point i kampene imod både Rungsted Seier Capital og Aalborg Pirates.
Det forventer vi: Endnu en jævnbyrdig frederikshavner-kamp, hvor hjemmeholdet vil hige efter endelig at få en sejr. Det kan sagtens blive helt tight til det sidste i eftermiddag.
Hold øje med: Maurizio Colella fik endelig scoret igen, da han styrede pucken i nettet til 1-1 i Rungsted senest. Hos Sønderjyske var Nicolas Werbik fremragende i kampen mod Esbjerg. Er det nu, tjekken begynder at blomstre igen?
Se med på JFM PLAY, hvor Jesper Larsen kommenterer de 60 minutter.
Statistikken: De to hold har mødt hinanden fire gange i denne sæson, og hjemmeholdet har vundet hver gang. Serien står 2-2 i sejre.
Begge Sønderjyske-sejre faldt i Vojens – begge gange med 5-1 – mens Frederikshavn har taget de to hjemmekampe. I det første møde i Scanel Hockey Arena i slutningen af oktober vandt de 3-2, hvor Alexander Lunsjö blev matchvinder med tre minutter tilbage. Senest, 19. november, gentog vendelboerne bedriften med en 5-1-sejr.
Det giver Frederikshavn seks point i sæsonens interne serie mod Sønderjyske – og hjemmebanen har altså været det sikre kort. De lyseblå kommer dog med en kamp mere i benene efter juleprogrammet, mens Frederikshavn fik en ekstra fridag efter fredagens udekamp i Rungsted.
Skader/karantæner: Aleksi Ainali og Christian Mieritz var tilbage for Frederikshavn senest, så Thomas Søndergaard og Anton Wilde - og måske Alexander Lunsjö - er formentlig de fraværende hos nordjyderne. Sønderjyderne mangler Mathias Borring og Elias Borup og Albert Grossmann er næppe kommet helt hjem fra U20-VM.