Det er måske for tidligt på sæsonen at tale om krise, men vi kan dog uden problemer påpege, at Frederikshavns sæsonstart ikke været som hverken håbet eller beregnet.
Kun et enkelt point på kontoen hidtil er ikke godt nok for vendelboerne, det er indiskutabelt.
- Vi laver to-tre store fejl i hver kamp, som er skyld i mål, og det er altså hårdt for et hold, som kæmper i bunden. Ét point i seks kampe er bestemt ikke, hvad vi regnede med, lyder det fra Kasper Kristensen, sportschef i White Hawks i et interview med Kanal Frederikshavn.
Det var samme dag, det blev offentliggjort, at finske Eetu Mäki er fortid i klubben allerede. Han levede kort og godt ikke op til forventningerne i det nordjyske.
Så der er virkelig noget at arbejde med for nordjyderne, der higer efter den første sejr i sæsonen. Rungsted kommer på besøg i aften.
Nordsjællænderne slog Herning tirsdag aften og efter en lidt tør sæsonstart med et overraskende nederlag mod Rødovre som det laveste punkt.
Men Rungsted er efterhånden kommet ganske godt i gang, kulminerende med en 3-2-sejr over Herning tirsdag aften. Det resultat bragte Rungsted tilbage som en seriøs kandidat til Metal Final4-slutspillet.
Hold øje med: Steve Whitney fik endelig scoret sit første mål i kampen mod Herning. Er det starten på en stime for den nye mand i Rungsted. Hos Frederikshavn er det tid til, at Christopher Frederiksen spiller sin første store kamp i denne sæson.
Historikken: Frederikshavn vandt fire af seks kampe mod Rungsted i sidste sæson, herunder alle tre i Nordjyske Bank Arena.
Statistikken: Morten Jensen er virkelig kommet i gang i denne sæson. Står med hele 11 point og banker på i den absolutte top i pointligaen. Hos Frederikshavn har Daniel Baastrup-Andersen virkelig set meget istid med hele 26 minutter pr. kamp.
Det forventer vi: En tæt kamp, hvor Frederikshavn vil kæmpe med næb og klør i 60 minutter. Derfor kan det sagtens blive en målfattig kamp, der først bliver afgjort i den absolutte slutfase.
Skader/karantæner: Frederikshavn har altså sendt Eetu Mäki hjem og har i hele sæsonen spillet uden Mads Falborg Iversen. Kevin Frydkjær stod i Esbjerg i søndags, hvor Emil Marcussen heller ikke var med. Hos Rungsted var der fuldt hold til kampen mod Herning.