Frederikshavn kniber sig til det sidste halmstrå, og hvad er bedre end et fuldstændig uforudsigeligt lokalopgør mod Aalborg at klamre sig til?
Frederikshavn spillede to gode kampe mod rivalerne i juledagene, hvor det kun blev til et enkelt point. Den høst kunne sagtens være fordoblet eller tredoblet, hvis White Hawks havde været mere effektive foran begge mål.
Men sådan endte det ikke, og nu er frederikshavnerne otte point efter Rødovre i bundkampen og ganske enkelt tvunget til at snart at vinde kampe igen.
Aalborg kommer til Frederikshavn og er i gang med at bygge et helt nyt helt hold op. Resten af sæsonen risikerer at være uden Grundtvig og Ladehoff - og altså Chase Berger og Jake Smith, men med Raimonds Vitolins, Marcus Kallionkieli og formentlig en ekstra import, hvis Ronny Larsen finder den rette.
Med Anthony Salinitri tilbage efter karantæne, er der virkelig mange brikker i træner Holmströms puslespil, der skal lægges, så Aalborg-holdet kan blive trimmet og bygget op til slutspillet. Starten går i aften.
Hold øje med: Det må være en sulten Salinitri, der skal score målene for Aalborg i aften. Hos Frederikshavn leder man også efter mål og hvorfor skulle de ikke komme fra Brandon Frattaroli?
Det forventer vi: Aalborg kommer ind som favorit til de tre point og spørgsmålet er, hvor længe Frederikshavn kan holde til Pirates-presset? White Hawks-spillerne har det med at komme langt bagud i kampene for øjeblikket og derefter sætte en form for jagt i gang. Det kræver kræfter og kan ikke rigtig betale sig.
Se med på DirekteSport.dk, hvor Jesper Larsen kommenterer fra Nordjyske Bank Arena.
Skader/karantæner: Hos gæsterne ventes Anthony Salinitri tilbage efter endt karantæne, mens Georg Sørensen, Andreas Grundtvig, Julian Jakobsen og Tobias Ladehoff senest var ude med skader. Frederikshavn måtte i seneste match klare sig uden Thomas Søndergaard, Ben Freeman og Max Zimmermann.
Statistikken: Fredagens opgør er det femte mellem de to rivaler i denne sæson, og Aalborg har vundet tre af de første fire. Frederikshavn tog den første sejr med 5-1 hjemme i september, men siden har Pirates haft overtaget. Aalborg vandt 4-3 i overtid ugen efter, 5-1 i Frederikshavn mellem jul og nytår og 2-1 hjemme dagen efter – den sidste afgjort på straffeslag, hvor Julian Jakobsen scorede afgørelsen efter en sen udligning fra Frederikshavn.