Kampstart 19:00 i Nordjyske Bank Arena

Nøjagtig som i opgøret mellem Rungsted og SønderjyskE - den anden kamp i aften - "vendes bøtten" også i Nordjyske Bank Arena, hvor Frederikshavn og Herlev mødes på omvendt vis i forhold til den sidste kamp før landsholdspausen.

Her var det nordjyderne, der noget overraskende vandt med 5-3 i Herlev. Det var en kamp, hvor Matthias Asperup efterfølgende var meget skuffet over, hvordan Herlev mødte op i de sidste to perioder. 

Til gengæld var der stor tilfredshed hos Frederikshavn, der vandt den femte kamp på stribe. Der er sket noget i Vendsyssel, siden man har fået Jesper Thörnberg tilbage fra skader og hyret de to svenskere Lunsjö og Benker ind på holdet. Sidstnævnte gjorde kæmpe indtryk i sine to første kampe for White Hawks, mens Lunsjö stille og roligt har spillet sig i form. 

- Det har været dejligt med nogle dages fri, hvor vi har fået hvilet os. Så kan vi alle komme tilbage med god energi, og forhåbentlig fortsætte vores gode stime. Det er godt for selvtilliden, og det giver en tro på tingene, når man har vundet fem kampe i træk. Men det er vigtigt, at vi forbliver ydmyge, siger Frederikshavns Mikkel Skov i et interview med klubbens hjemmeside. 

- Vi skal fortsætte hvor vi slap, med positiv energi, tro, og selvtillid på vores eget spil. Vi skal dog komme bedre ud, end vi gjorde i Herlev, hvor vi fik tre udvisninger i begyndelsen af kampen, og gjorde det svært for os selv, lyder det fra den unge angriber.

Herlev mistede førstepladsen med nederlaget mod Frederikshavn, men det er på ingen måde noget, der sætter streg over den hidtil fremragende sæson, holdet har spillet.

Derfor bliver det også et Herlev-hold med stor selvtillid, der møder op til den svære udekamp i det nordjyske i aften. Eagles har også været ramt af skader, men der er spillere, der stille og roligt kommer tilbage på holdet. 

Og i aften er der altså debut til Kasper Larsen, der er hentet hjem fra Brynäs.

Skader/karantæner: Frederikshavn meddeler, at Jared Freadrich spiller igen, mens Sebastian Holm, Christopher Mulberg og Fredric Andersson er ude med skader. Herlev formentlig uden Oliver True, Lucas Carlsson og Rasmus Simonsen.

Det forventer vi: En fuldstændig jævnbyrdig kamp, hvor begge hold kommer disciplineret ind. Det kan sagtens blive målfattigt og måske endda vi tør byde på et kryds efter 60 minutter. 

Metalligaen.tv: Jesper Larsen er på plads for at guide seerne igennem de 60 minutter i aften i Frederikshavn. 

Historikken: Herlev vandt det første opgør med 3-0 i Frederikshavn, mens nordjyderne altså senest vandt 5-3 i Herlev.

Statistikken: Frederikshavn er på toppen af formbarometeret med 13 point i fem kampe. Herlev har snuppet 10 point i samme periode. 

Hold øje med: To "nye" backer er med: Det er længe siden, Jared Freadrich har spillet for Frederikshavn, mens Kasper Larsen er tilbage i Herlev, hvor han senest spillede i 2020/21-sæsonen. 

 


Det mindste SHL-spillerbudget er fem gange større end Danmarks maksimale lønloft OPTAKT: Rungsted Seier Capital-SønderjyskE