Kampstart 19:00 i Nordjyske Bank Arena

Frederikshavn og Herlev mødes igen i aften, og det er allerede femte gang i løbet af sæsonen, de to hold tørner sammen.

De to seneste opgør er endt 3-2 til hver sit hold, men det har været i Herlev. Nu tager White Hawks og Eagles "grundserie-serien" til Frederikshavn, hvor et hjemmehold i fin form tager imod.

White Hawks kommer med hele 11 point i de seneste fire kampe, hvor man endda har spillet uden nøglespillere som Shugg og Bumagin. Det var kæden med Søndergaard, Topholt og Bertelsen, der fik Frederikshavn op i omdrejninger, og de tre har fået holdkammeraterne op i gear.

I de seneste kampe har Frederikshavn stået rigtig godt i banen, og i søndags i Odense var det førstekæden med Jensen, Blichfeld og Piroutek, der var cremen på kransekagen.

I aften skal White Hawks forsøge at bryde igennem et Herlev-hold, der spillede en rigtig fin kamp i Rungsted i fredags. Ørnene var meget tæt på at hente alle tre point i Rungsted, men har det gennemgående meget vanskeligt i Frederikshavn.

Statistikken: Vi skal nemlig tilbage til 2016 for at finde den seneste Herlev-sejr - dengang i forlænget spilletid - i Nordjyske Bank Arena. Og helt tilbage til 2009 for at finde den seneste rene Herlev-sejr i Vendyssel.

Historikken: Det er som skrevet allerede det femte møde mellem holdene i denne sæson. Frederikshavn vandt 6-1 hjemme og 4-3 ude i de to første opgør, inden Herlev tog over med en 3-2-sejr hjemme. Seneste møde vandt White Hawks 3-2 efter overtid.

Det forventer vi: Det kan sagtens blive en tæt kamp, hvor Frederikshavn skal forsøge at dirke et "tight" Herlev-hold op. En smal hjemmesejr kunne være et godt bud, men at tage den første rene sejr i over et årti i Nordjylland må alene være stor motivation for Eagles.

Skader/karantæner: Frederikshavn var uden Justin Shugg og Aleksandr Bumagin søndag i Odense. Herlev havde Mikkel Persson med i Rungsted senest og har stadig kun Max Vilstrup Olesen ude.

Hold øje med: Emil Jidskog har virkelig oppet sig i denne sæson, hvor han har hjælp af en mere "defensiv defensiv". Kan han sørge for Herlev-point i aften? Hos Frederikshavn har mange spillere vist sig frem på det seneste. Det ligner et spørgsmål om tid, før Joachim Blichfeld for alvor laver en kamp med flere mål på kontoen. 


BILLEDER: Skarpe skud fra Odense-Frederikshavn OPTAKT: Rødovre Mighty Bulls-Herning Blue Fox