Kampstart 15:00 i Nordjyske Bank Arena

Frederikshavn White Hawks er kommet lidt ned på jorden efter den flotte stime, som sendte nordjyderne langt væk fra niendepladsen og ud af den krise, som holdet var i umiddelbart efter sæsonstart.

White Hawks har kun fået to point i de seneste fire kampe, og har tabt samlet 1-10 mod Rungsted og Herning i de seneste to matcher. Så nu er White Hawks-truppen særdeles opsat på at komme i trit igen hjemme mod et SønderjyskE-hold, der er mindst lige så hårdt ramt.

- Det er klart, det lige gør noget ved selvtilliden i nuet, når man taber, men vi har haft tid til at snakke det igennem den seneste uge. Vi er klar på, hvad der skal forbedres, og nu er det op til os selv at vise det på isen, siger Frederikshavns forward Sebastian Benker før kampen. 

-Vi skal komme ud til kampen mod SønderjyskE med god energi, og så skal vi tage fat i kampen fra starten af. Vi kan hæve alle dele af vores spil, i forhold til de seneste kampe, og derfor er det vigtigt, vi er klar fra start, lyder det. 

Sønderjyderne er endnu mere presset. Kigger man på de seneste 10 kampe, er det kun bundholdet Rødovre, der har været dårligere end SønderjyskE, der har været inde i noget af en sump. 

– Jeg synes rent faktisk at vi har spillet bedre og bedre hockey på det seneste. Jeg ser det som positivt at vi kommer frem til scoringschancerne – nu skal vi så bare finde ud af at omsætte chancerne til mål i de tætte kampe, siger Klaus B. Rasmussen, SønderjyskE-direktør, til klubbens hjemmeside. 

Jeg ved godt man ikke skal bruge skader som undskyldninger, men det ville kunne mærkes på samtlige hold at man skal spille uden fire markante profiler samt to unge talenter, lyder det. 

- Når man først hænger lidt fast i “sumpen” og det ikke går ens vej, så er der kun én ting at gøre og det er at arbejde stenhårdt, for lige pludselig vender det og pucken begynder igen at studse den rigtige vej, siger Rasmussen. 

Skader/karantæner: Frederikshavn mangler Fredric Andersson og den karantæneramte Jared Freadrich, mens SønderjyskE har fået Rasmus Lyø tilbage fra karantæne. Mathias Kløve og Tobias Villykke er til U20-VM, mens Nikolaj Krag, Jacob Schmidt-Svejstrup og Gabriel Desjardins alle sad ude senest mod Odense sammen med unge Elias Borup, der er med U18-landsholdet. 

Det forventer vi: To hold, der kommer forsigtigt ud til kampen, der sagtens kan vente med "at åbne sig" til vi har nået over halvvejs. Frederikshavn har hjemmebanen og dermed også en lille favoritværdighed. 

Hold øje med: Sebastian Benker er igen opsat på at vise sig på hjemmebane, mens SønderjyskE kan forvente en Joseph Jonsson for fuld hammer, så han for alvor kan bevise, at han er den profil, som SønderjyskE-fansene stadig håber, han bliver. 

Metalligaen.tv: Har Jesper Larsen på plads til kampen i Nordjyske Bank Arena.

Historikken: Fortæller om tre sejre til SønderjyskE i de tre indbyrdes kampe. 6-2, 3-0 og senest 5-4 efter straffeslag. 

Statistikken: Kigger vi på de seneste fem kampe, er det et bundopgør på formbarometeret. Begge hold har fem point, kun Rødovre med nul point er dårligere. 


KONTRAKT-FORLÆNGELSER BETALT TILBAGE: Bertelsen og Stenbakken i målhopla OPTAKT: Odense Bulldogs-Aalborg Pirates