Kampstart 19:30 i Nordjyske Bank Arena

Hurtig mulighed for revanche for et Frederikshavn-hold, der fik endnu en mavepuster med Rødovres storsejr over Aalborg i midtugen. Det ser efterhånden næsten mere end sort ud for White Hawks, der knokler hårdt i bunden af Metal Ligaen med en håbløs udsigt til playoffs.

Afstanden til top-8 er på 11 point, og med to kampe mere spillet end konkurrenterne er situationen alvorlig. White Hawks må ganske enkelt hente tre point fredag for at holde liv i håbet om en sæsonforlængelse.
Hos Herning Blue Fox er stemningen en helt anden. Midtjyderne har vundet fire kampe i træk og har reelt sikret sig førstepladsen i grundspillet. Holdet spiller med overskud og selvtillid, og under head coach Garth Murray fremstår Blue Fox som et komplet mandskab.
For Herning handler de sidste runder om at holde rytmen, undgå skader og finpudse detaljerne før et slutspil, hvor de vil gå ind som klare favoritter.

Defensivt står Herning ekstremt solidt. Målmændene leverer stabile præstationer, og forsvaret er roligt i egen zone, hvor pucken sjældent gives væk. Samtidig har holdet evnen til at vende forsvar til angreb på få sekunder – en dimension, der adskiller dem fra resten af ligaen.
Se med på DirekteSport, hvor Jesper Larsen kommenterer fra Nordjyske Bank Arena.
Det forventer vi: En aften, hvor Frederikshavn skal kæmpe med remmer og tøj for at være med mod et Herning-hold - og måske satse offensivt på en omgang kamikaze-hockey for at prøve noget helt nyt.
Skader/karantæner: Frederikshavn var tirsdag uden Max ZimmermannThomas SøndergaardSanteri Suistio og Aleksi Ainali. Hos Herning mangler fortsat langtidsskadede Martin Eskildsen, men ellers er truppen intakt.
Statistikken: Sjette møde mellem klubberne i sæsonen, og Herning har vundet dem alle. På hjemmebane har Blue Fox sejret 5-0, 7-2 og senest 5-2, mens de i Frederikshavn har vundet 7-5 og 4-2. White Hawks har dermed endnu til gode at finde opskriften på at true topholdet.
Hold øje med: Mikkel Bertelsen, der ser ud til at have fundet en vis form på det seneste hos White Hawks. Hos Herning leverede Mads Larsen et meget fint bevis på sine offensive kvaliteter med sit 3-1-mål i de to holds seneste møde. 

OPTAKT: Sønderjyske-Rungsted Seier Capital OPTAKT: Odense Bulldogs-Herlev Eagles