Kampstart 19:00 i Nordjyske Bank Arena

Der er dømt gysertime i Frederikshavn i aften, hvor hjemmeholdet tager imod Sønderjyske og med en sejr kan hoppe helt op på siden af både sønderjyderne, Rungsted og Rødovre.

Så værre ser det heller ikke ud for Frederikshavn lige nu, men som Rasmus Søndergaard pointerede efter nederlaget mod Rødovre i mandags, så skal man helst derop, hvor man kan vinde en placering ved at vinde en kamp.

Det kan Frederikshavn ikke lige nu, og derfor er det vigtigt at komme op i nærheden af konkurrenterne i aften, hvor der er arrangeret en stille fakkeldemonstration foran hallen i protest mod de seneste dårlige resultater. 

Ingen demonstration er endnu arrangeret i Vojens, hvor Sønderjyske faktisk kom ud med optimisme efter kampen mod Aalborg søndag eftermiddag - selv om det blev til et nederlag på 1-2. 

- Det var den bedste kamp i lang tid. Kampgejsten var i den grad til stede og vi spillede rigtig godt. En stærk indsats, hvor vi havde fortjent mere, konstaterede Casper Stockfisch i Der Nordschleswiger efter kampen. 

Statistikken: Historikken i sæsonen taler tungt til Sønderjyskes fordel. De to første opgør endte begge 5-1, hvor Sønderjyske dikterede rytmen og vandt på både tempo, afslutninger og effektivitet. 

Det tredje opgør i Frederikshavn var markant tættere, men også her trak gæsterne det længste strå, da Alexander Lunsjö afgjorde kampen i powerplay med blot lidt over tre minutter tilbage. På tværs af alle tre kampe peger de underliggende parametre ligeledes mod Sønderjyske: Bedre xG, flere scoringchancer, større effektivitet og et klart overtag i faceoffs. 

Internt står Brandon Frattaroli, Rasmus Søndergaard og Aleksi Ainali med to point hver i sæsonens indbyrdes møder for Frederikshavn, mens Oskar Drugge og Matt Kopperud topper Sønderjyskes produktion med fire point fra én scoring og tre assists hver.

Skader og karantæner: Frederikshavn spillede i Rødovre mandag uden en stærk defensiv trio i Santeri Suistio, Anton Stenbakken og den svenske målmand August Hedlund. Der bliver trukket store veksler på de øvrige backer. 

Hos Sønderjyske var det søndag eftermiddag angribere, der manglede: Jacob Schmidt-Svejstrup, Daniel Nielsen og langtidsskadede Mathias Borring sad alle over med skader. 

Se med på JFM Play, hvor Jesper Larsen kommenterer de 60 minutter fra Frederikshavn.

Hold øje med: Nu skal der snart ske noget med Maurizio Colella, der endnu ikke har vist sig for Frederikshavn. Hos Sønderjyske vil Albert Schioldan stensikkert gerne gøre en god indsats på sin "egen is" i Frederikshavn.

Det forventer vi: Frederikshavn skal godt ind i kampen, for holdet taber hurtigt selvtillid, når det kniber. Det kan sønderjyderne drage fordel af. 


OPTAKT: Herning Blue Fox-Rungsted Seier Capital SKARPE SKUD: Se billeder fra kampen mellem Herlev og Aalborg