Kampstart 15:00 i Nordjyske Bank Arena

Vi har en vigtig kamp i Frederikshavn i eftermiddag, hvor både hjemmeholdet og Rødovre har brug for point.

Det er to af de hold, der er tippet til at lande i den nederste tredjedel af tabellen, og det er gået op og ned for begge mandskaber i begyndelsen af sæsonen. 

Frederikshavn oppede sig fredag aften i forhold til kampen mod Herlev onsdag aften. I Aalborg spillede White Hawks 40 solide minutter, inden det koksede i slutperioden og overtiden, hvor Aalborg overtog momentum.

Kan Frederikshavn holde fat i 60 minutter i eftermiddag mod et Rødovre-hold, der skabte eufori i Holger Danske Arena fredag aften med 7-1-sejren over Rungsted. 

- Kæmpe forløsning, sagde Mads Eller til Mightybulls.tv efter kampen - og man forstod ham. Scenerne i Rødovre lignede i den grad forløsning efter en sæsonstart, der ellers var farlig tæt på at gå i vasken. 

Med motivationen fra fredag bliver Rødovre ikke nemme at danse med for Frederikshavn i eftermiddag.

Det forventer vi: Derfor tror vi også på en tæt kamp og formentlig også et taktisk slag i Nordjyske Bank Arena søndag eftermiddag.

Hold øje med: Naturligvis Joonas Niemelä, der trykkede et hattrick ind i sin debut for Rødovre. Sikke en start. Hos Frederikshavn så kæden med Frattaroli, Ainali og Lunsjö ganske farlig ud, og det har Rødovres boks formentlig noteret sig. 

Skader/karantæner: Frederikshavn havde seks backer og 12 angribere med til Aalborg og havde fuldt hold. Rødovre manglede Niklas Krarup, Mikey Bergmann og Filip Nordström mod Rungsted.

Se med: På JFM Play, hvor Jesper Larsen kommenterer fra Nordjyske Bank Arena.

Statistikken: Anton Stenbakken får større og større ansvar hos Frederikshavn med over 27 minutter i Aalborg. Han var spilleren med mest tid på isen. Hos Rødovre var det igen Malte Setkov, der fik mest istid med over 26 minutter. 

 


OPTAKT: Herlev Eagles-Herning Blue Fox OPTAKT: Esbjerg Energy-Aalborg Pirates