FØR KAMPEN: De to hold har spillet heftige opgør mod hinanden i de seneste sæsoner, hvor hjemmebanefordelen ofte har afgjort sagerne.
I aften har Herlev fordelen, og for Eagles gælder det i den grad om at spille sig i form frem mod den kommende playin-serie mod Odense.
Herlev spillede en fin kamp i tirsdags i Vojens, hvor det blev til en tæt match mod topholdet fra SønderjyskE, der virkelig skulle kæmpe hårdt for at slide en sejr hjem.
Det tyder på, at Eagles er i god form frem mod kampen om den sidste slutspilsplads, og det må i den grad være nødvendigt for Herlev at holde momentum. Det vil være en kæmpe nedtur at tabe playin-serien mod fynboerne.
Den tid, den bekymring for Herlev. I aften gælder det Frederikshavn, der kæmper for en tredjeplads i serien.
– (Metal Cup-nederlaget i finalen mod Rungsted) gjorde utrolig ondt i et par dage, men holdet rejste sig med sejre i de efterfølgende to kampe. Det vidner om høj moral. Men vi kunne tage meget positivt med, hvor vi var utrolig tæt på at slå Danmarks for tiden bedste hold. Rungsted må være favorit til at vinde ligaen, men resten af holdene er særdeles jævnbyrdige. Jeg synes, vi har materialet til at overraske, siger direktør Henrik Andersen til Nordjyske før den sidste del af grundspillet.
Forventet stort rykind af White Hawks fans til Ørneborgen i aften. Den selvstændige fanklub White Hawks Support Copenhagen har varslet stort arrangement inden opgøret i det centrale København, som opvarmning, og her vil et større antal af høge-fans fra København, Fyn og Jylland samles, inden de begiver sig til aftenens højdepunkt i Herlev, så der skal nok blive god atmosfære fredag aften i Herlev, hvor intensiteten altid er høj.
PROFILERNE: Emil Jidskog stod fremragende i Vojens tirsdag aften, og hans skarphed bliver afgørende for Herlev i de kommende uger. Hos Frederikshavn havde Christopher Frederiksen en fin kamp med to mål i nordjydernes sejr over Esbjerg tirsdag.
DET FORVENTER VI: At Herlev kaster al fysikken ind i kampen for at kyse gæsterne, der omvendt satser på omstillinger. Det kan sagtens blive en tæt, målfattig affære, der bliver afgjort til allersidst.
SKADER/KARANTÆNER: Kasper Kristensen stadig ene mand ude i den ganske solide Frederikshavn-trup. Herlev måtte undvære Benjamin Mauritzen og Magnus Koch i tirsdags i Vojens.