Kampstart 19:00 i Martinsen Arena

Herlev kan i aften bringe sig syv point foran Aalborg i kampen om andenpladsen og dermed sikre sig et godt udgangspunkt for den resterende del af sæsonen, mens Aalborg omvendt kan trænge sig på Herlev ved at vinde. 

Derfor er det en ganske lige kamp mellem to hold, der lærer hinanden at kende i de kommende uger. 

Herlev tager imod Aalborg i aften, på fredag mødes de to hold igen i Metal Final4-semifinale og på tirsdag mødes holdene igen i Metal Ligaen.

Det er næsten en playoff-serie værdigt. 

Efter en svær november er Herlev Eagles gået ind i 2026 med fornyet energi. Seks sejre i de seneste syv kampe, heraf to i forlænget spilletid, fortæller historien om et mandskab, som har lært at vinde de tætte kampe. 

Det er en mental styrke, der kan blive afgørende, når der snart spilles om pokaltitler.

Hos Aalborg Pirates er situationen en anden. Efter nytåret har holdet tabt to af de seneste fire kampe – senest 2-4 i Odense i en kamp præget af mange udvisninger og en badebillet til Anthony Salinitri. 

De to sejre mod Frederikshavn i julekampene gav ellers momentum, men nederlaget i Odense sendte nordjyderne lidt ned på jorden igen. Pirates kæmper i øjeblikket med at finde stabilitet og identitet – og det på en skadesliste, som ville presse de fleste klubber.

Skader/karantæner: Herlev måtte senest undvære både kaptajn Matthias Asperup og Carl Skärström, og de to ventes heller ikke klar til tirsdagens kamp. I målet startede Christian Elmose, men blev erstattet af Emil Zetterquist efter Esbjergs tredje scoring. 

Svenskeren leverede en stærk indsats og ventes at få chancen fra start. Der var også debut til unge Nikolaj Druva, som fik sine første minutter i Metal Ligaen mod Esbjerg.

Hos Aalborg er fraværslisten længere. Kirill Kabanov, Tobias Ladehoff, Andreas Grundtvig og Jonas Brøndberg er fortsat ude, mens Chase Berger måtte udgå af kampen i Odense. Anthony Salinitri fik tre spilledages karantæne og misser dermed både denne kamp og sandsynligvis hele Final 4-weekenden. 

Til gengæld var Sebastian Brinkman tilbage på holdkortet i Odense og ventes at indgå igen tirsdag.

Se med på JFM PLAY, hvor Henrik Bauch kommenterer fra Martinsen Arena.

Hold øje med: Jake Smith scorede et powerplaymål af høj kaliber mod Odense i weekenden, mens Anton Johansson var på pletten for Herlev med et kanonskud, der måske varsler gode tider for svenskeren i de kommende dage.

Statistikken: Fire gange har Herlev og Aalborg mødt hinanden i denne sæson – og stillingen er 2-2 i sejre. Herlev vandt de to første, 5-3 i Aalborg og 5-2 hjemme, mens Aalborg tog de to seneste, 7-5 i Herlev og 5-1 i Aalborg. Samtlige opgør har været målrige og præget af store udsving i momentum, med tredje-perioder fulde af scoringer og intensitet.

Det forventer vi: Aalborg er stærkt svækket og får vanskeligt ved at komme fra Herlev med point i aften. Herlev har momentum og må være favorit. 


KAMPEN KORT: Herning knuste amputerede Rungsted OPTAKT: Odense Bulldogs-Frederikshavn White Hawks