Det er et Herlev-hold med stor optimisme, der møder frem til hjemmekampen mod Aalborg i aften.
Eagles havde nemlig en forrygende weekend med fem point til følge. Sidste onsdag blev det 3-2 over Rødovre, fredag aften blev en ret rodet kamp konverteret til en Herlev-sejr på 2-1 over Rødovre og søndag eftermiddag vandt Herlev med 1-0 i Vojens over SønderjyskE.
"Minimalistiske" sejre til ørnene, og det var tiltrængt efter en periode, hvor målene havde sejlet ind kamp efter kamp. Men Gudmundsson og Doucet fik sat skik på den defensive del af spillet, mens Erik Hanses var i storform i målet og stod tre fine kampe.
I aften skal Herlev møde et af de hold, hvor det gik helt galt før Herlev igen fik styr over defensiven. Det gælder en kamp mod Aalborg, der i de to mandskabers seneste opgør vandt med hele 9-2, endda efter at Herlev havde ført 2-1 i første periode.
Den daværende storsejr var faktisk et resultat, der var med til at vende Aalborgs dengang dårlige stime på, og de forsvarende mestre er siden kommet på ret kurs.
Det er blevet til en hårdt tilkæmpet 3-1-sejr over Rungsted og en sikker 6-3'er hjemme mod Esbjerg - begge i Sparekassen Danmark Isarena. Forinden havde Aalborg været på udebane i fire kampe på stribe med kun et enkelt point til følge, så der er ingen tvivl om, at Aalborg gerne vil tilbage på ret kurs på fremmed is igen.
Statistikken: Herlev med otte point i de tre seneste kampe på hjemmebane, Aalborg med et point i de seneste fire udekampe, er det stimer, der fortsætter?
Historikken: Hjemme/ude-statistikken taler for Herlev, men til gengæld taler de tidligere indbyrdes kampe for Aalborg-sejr. På hjemmebane har Aalborg vundet 9-2 og 8-0, mens det blev 3-1 til nordjyderne i den seneste kamp i Spar Nord Arena i Herlev.
Hold øje med: Erik Hanses har været fremragende for Herlev på det seneste, hos Aalborg viser Tobias Ladehoff stigende formkurve og er et klassisk eksempel på, at Aalborg altid kan trække en ny offensiv profil op fra hatten, når det savnes.
Skader/karantæner: Niclas Heinerö er ude, og Herlev har både Oskar Just Petersen og Victor Gade med til U20-VM. Aalborg har senest haft Brøndberg og Carstensen ude. Sidstnævnte ventes først tilbage i januar. Også Kirill Kabanov har været ude på det seneste for aftenens gæster.
Det forventer vi: Det bliver Herlevs organisation, struktur og styrke i omstillinger og special teams mod Aalborgs "kværn" med fire stærke angrebskæder. Med de tidligere opgør i sæsonen in mente giver vi fordelen til Aalborg.
Metalligaen.tv: Jesper Schultz er på pletten for at guide dig igennem de 60 minutter i Spar Nord Arena.