Kampstart 19:00 i Martinsen Arena

Bliver det en ægte drømmestart for Herlev? 

Ørnene har vundet to kampe mod Odense og Aalborg og vist effektivitet og spilleglæde i sæsonens første seks perioder.

Nu kommer Frederikshavn på besøg til en omgang onsdagshockey, hvor Martin Gudmundssons tropper skal forsøge at fortsætte det gode flow, holdet har været i. Kæden med Brock Bremer, Gustav Green og Victor Cubars har i den grad imponeret, men Herlev har også allerede spillet ganske smalt. 

Her vil det hjælpe, når Frederik Bjerrum kommer ind. Måske i aften?

Frederikshavn kommer også med optimisme efter 5-1-sejren over Aalborg. Det var en helstøbt indsats på en stærk aften, og i 1-5-kampen i Vojens på første spilledag var White Hawks faktisk også rigtig godt med. 

- Nu har vi spillet to kampe, og det viser meget godt, hvordan det er i ligaen i år. Er man der gennem 60 minutter, så er der en god chance for at vinde, men er man der kun 95 procent, så bliver det svært. Det er uanset, hvem man spiller mod. Så derfor skal vi også være klar fra start i aften, for det bliver uden tvivl en svær kamp, der venter os, siger Thomas Søndergaard til Kanal Frederikshavn før kampen. 

Det forventer vi: Et afventende Frederikshavn-hold, der kommer til at rulle på omstillinger mod et hjemmemandskab, der skal skabe kampen. Kan Herlev score det hurtige, vigtige mål, der kan få gang i Ørneborgen?

Hold øje med: Spændende svensk keeperduel mellem Zetterquist og Hedlund, der begge har gjort det glimrende i deres to første kampe. 

Statistikken: Frederikshavn har det rigtig godt i Martinsen Arena, hvor nordjyderne har vundet fem af de seneste seks kampe og er et af de hold, der spiller bedst i den tætte atmosfære i Herlev.

Skader/karantæner: Herlev stadig uden Matthias Asperup og David Karlström, men har muligvis Frederik Bjerrum inde på holdet. Frederikshavn har spillet med fuldt hold i de første to kampe.

Se med: På JFM Play, hvor Henrik Bauch kommenterer de 60 minutter i Herlev. 


Casper Stockfisch: Vi nåede ikke hundrede procent OPTAKT: Odense Bulldogs-Aalborg Pirates