Kampstart 19:00 i Spar Nord Arena

Det er blot at tage et kig på tabellen, hvis man skal vurdere, hvor vigtig aftenens ene kamp i Metal Ligaen er.

Herlev Eagles tager imod Frederikshavn White Hawks: Hjemmeholdet ligger på 33 point for 28 kampe, mens aftenens gæster fra Frederikshavn står med 27 point for det samme antal kampe.

Lige under følger Rødovre med 26 point for 29 kampe. 

Det er altså de tre hold, der lige nu kæmper om de to sidste pladser i slutspillet, og Herlev kan for en stund spille sig ud af det ræs med en sejr hjemme i Spar Nord Arena, mens en sejr til Frederikshavn omvendt vil trække Herlev med direkte ned i kampen om plads nummer syv og otte i slutspillet.

Sådan er forudsætningerne i tabellen, men hvordan har det så spillemæssigt set ud på det seneste for de to hold: Herlev kommer fra et 2-5-nederlag i Herning, hvor "ørnene" var bedst i anden periode, hvor et aggressivt tryk på topholdet gav pote. Det var dog ikke nok til at hive point med hjem fra Midtjylland. Der manglede saft, kraft og marginaler til at fuldføre det comeback, Herlev ellers havde gang i. 

Frederikshavn tabte 3-5 og 1-4 til Odense i weekenden, og de resultater har med sikkerhed været en skuffelse for White Hawks, der nok havde regnet med mindst et par point i kampene mod Bulldogs. Spillemæssigt var søndagens kamp i store træk jævnbyrdig, men der manglede lidt aggressivitet og skarphed foran målet hos vendelboerne. 

Det forventer vi: Det må blive tæt i aften og formentlig også målfattigt. Det bliver to hold, der venter på at slå til som klapperslanger, når modstanderen begår fejl og/eller tager udvisninger. Forvent derfor stor disciplin på begge sider af rød linje.

Historikken: Her har Frederikshavn overtabet med 2-1 i sejre. Frederikshavn vandt 4-2 og 3-2 i de seneste to kampe, mens Herlev tog den første kamp i Frederikshavn med 5-3.

Statistikken: Herlev har kun scoret syv gange i de seneste fem kampe og hentet fem point. Frederikshavn har hentet tre point i de seneste fem kampe og er næstdårligst på antal scorede mål i den periode med 10 kasser.

Metalligaen.tv: Har i dag Jannik Sønderby på plads i Spar Nord Arena til at guide seerne gennem de 60 minutter.

Skader/karantæner: Frederikshavn har fået Anton Stenbakken tilbage fra U20-VM, Thomas Søndergaard er formentlig stadig ude. Herlev har fået Oskar Just Petersen tilbage og burde derfor kunne stille med fuldt hold. 

Hold øje med: Det er de store navne som Jonsson, Johansson og Lindqvist-Hansen, der skal vinde kampen for Herlev. For Frederikshavn er det også topspillerne Johansson, Winder og Frederiksen, man skeler til i forhold til at afgøre kampe. 


GOALSHOW: Se målene fra Rungsted-Odense Rungsted tog vigtig sejr i top 4-striden