Kampstart 15:00 i Martinsen Arena

Søndag eftermiddag byder på en enkelt kamp i Metal Ligaen.

Og det er med to hold, der kom stort set identisk ud af kampene fredag aften.

Både Herlev og Herning måtte nemlig indkassere 1-3-målet i slutfasen i tomt bur i henholdsvis Rungsted og Aalborg. 

Herlev havde flere spillere at gøre med mod Rungsted, for både Isac Skedung og Lucas Carlsson var tilbage på holdet og det giver - også i eftermiddag - muligheden for træner Edmundsson for at bruge lidt flere spillere end det har været tilfældet i de første kampe.

Måske kan det give lidt mere energi i længden til Eagles-mandskabet?

Herning havde en god fredag aften i Aalborg - lige bortset fra resultatet.

Midtjyderne løb ind i en mur i form af George Sørensen, der specielt i anden periode virkelig tog fra og pillede pynten af Herning-angriberne, der ganske enkelt ikke kunne få passeret Sørensen, der var på landsholdsniveau.

Ganske pudsigt faldt Hernings eneste mål i undertal, hvor Mathias Bau og Aleksi Ainali kom af sted og udnyttede muligheden. 

Det forventer vi: En livlig kamp, hvor gæsterne kommer til at have pucken mest mod et Herlev-hold, der ville rulle på i omstillingerne. Herning er favorit på en søndag eftermiddag, hvor tilskuertrykket fra Herlev-fansene ikke bliver så tungt som en fredag aften.

Hold øje med: Aleksi Ainali kom på tavlen for Herning fredag aften. Er der mere fra finnen i aften? Hos Herlev forsøger Nicklas Heinerö at komme på tavlen for femte kamp i træk. Han har mål i samtlige kampe hidtil. 

Skader/karantæner: Herlev var uden reservemålmand Jonathan Hintze mod Rungsted og manglede ligeledes Rasmus Simonsen og Anton Johansson. Noah Samsøe afsoner sidste karantænedag i eftermiddag. Herning var uden Marcus Almquist og Mathias Seldrup var ude for Blue Fox mod Aalborg.

Historikken: Inklusive kvartfinalekampene vandt Herning otte af ti indbyrdes kampe i sidste sæson.

Statistikken: Herlev er ubesejret mod jyske modstandere i denne sæson. Sejre over Aalborg og Esbjerg har hidtil været "ofre" for ørnene. Hos Herning har Emil Kristensen været den spiller med suverænt mest istid. Stærkt "kommet hjem" af Kristensen. 

Metalligaen.tv: Thor Dresler er på plads i Herlev for at guide dig gennem kampen.


Herlev nedkæmpede Herning på hjemmebane Mestrene tilbage på sporet