Kampstart 19:30 i Spar Nord Arena

Det er i den grad en vigtig omgang, der venter i Spar Nord Arena i aften, hvor der trist nok altså spilles helt uden tilskuere.

Ikke desto mindre er det yderst vigtigt, hvad der foregår på isen, hvor Odense har et håb om mindske afstanden til Herlev, som stadig er et af to hold, fynboerne hænger hatten på.

Det kræver en udesejr og den eneste trepointer, fynboerne har hidtil har scoret på fremmed is i denne sæson, er såmænd i Herlev. Det var i de glade dage, hvor Odense stadig havde kontakt med de foranliggende hold og hvor Mike Hammond lignede en regulær redningsmand for fynboerne.

Siden sejren i Herlev 6. oktober har Odense dog kun taget sølle syv point i 18 kampe, og har altså ikke fået point i de seneste ni kampe. En rent ud sagt forfærdelig statistik for fynboerne, der samtidig har set et Herlev-hold stabilisere sig og høste point på regulær basis.

Dog har Herlev blot taget to point i de seneste fem kampe, og det er måske det formbarometer, Odense kan hænge sin hat på i aften.

Omvendt virker Eagles lige nu som det mest strukturerede og ansvarsfulde mandskab af de to hold, og må trods alt gå ind til opgøret med selvtillid. 

Vi får en match mellem Marc Lefebvres enkle canadiske filosofi og Patric Wener stramme svenske system - i denne sæson med vægt på defensiven. 

Spændende, hvem der vinder den duel.

Hold øje med: Kunne Mike Hammond igen dukke op som trold af en æske og vinde en kamp for Bulldogs i Herlev igen? Svenske Joseph Jonsson har gjort det glimrende for Herlev og kæden med Jonsson, Molge og Asperup kan blive farlig i aften.

Skader/karantæner: Herlev med stort set fuldt hold på det seneste, mens Odense senest var uden Mikkel Hansen, Jeppe Holmberg. Heller ikke Malte Kej Nielsen var med i Aalborg for nylig. En anden ung spiller, Mathias Møller Jørgensen, har været ude længe, og Odense spillede senest med seks backer og 11 angribere hos Pirates.

Det forventer vi: At Odense får en vanskelig aften i Herlev, hvor der virkelig skal strammes an i defensiven, hvis fynboerne vil vinde. Der skal ikke laves mange fejl i aften. 

Historikken: Det er blot det tredje opgør mellem de to hold i denne sæson. De to første er endt med udesejre. Herlev vandt 5-2 i Odense, mens fynboerne vandt 2-1 i Herlev 6. oktober. 

Statistikken: Odense har lukket 110 mål ind i 24 kampe - 4,58 pr. kamp, mens Herlev står med 3,10 mål i snit imod i de foreløbig 19 kampe (tre kampe aflyst af Corona). 


OPTAKT: Rungsted Seier Capital-Rødovre Mighty Bulls OPTAKT: SønderjyskE-Esbjerg