Lynoptakt til slaget i Herlev i eftermiddag, hvor hjemmeholdet skal forsøge at komme i form til slutspillet, mens Odense er på jagt efter en placering i Metal Ligaens nederste slutspilshalvdel.
Fynboerne har holdt en længere pause på 11 dage, så mon ikke der er tæt på skadesfri hos Bulldogs, der har haft folk ude det meste af sæsonen.
Spændende bliver det, om lettiske Gunars Skvorcovs kan fortsætte de gode takter, han viste mod SønderjyskE, hvor han såmænd endte med at blive matchvinder.
Hos Herlev leder man efter langt mere end der blev vist mod SønderjyskE i midtugen, hvor der blev leveret skuffende lidt modstand i nederlaget på 1-5. Det er et skadesplaget angreb, Herlev kommer ind til kampen og ørnene har kun vundet to af de seneste 14 kampe.
Så der er klar plads til forbedring frem mod slutspillet.
Her ligner det grangiveligt en duel mellem Herlev og Aalborg, nøjagtig som i sidste sæsons kvartfinaler.
Herlev vandt den første direkte duel mod Odense i indeværende sæson, men siden har fynboerne altså taget over og vundet fire dueller på stribe.