Kampstart 19:30 i Martinsen Arena

Fredag aften afsluttes grundspilsserien mellem Herlev Eagles og Rungsted Seier Capital med et ægte sjællandsk rival-opgør. 

Herlev kommer dog fra et klart 6-2-nederlag i Vojens og har i de seneste seks kampe skiftevis vundet og tabt. To af nederlagene har dog kastet et enkelt point af sig, men rytmen har været svingende, og flere profiler har siddet ude. 

Samtidig må det konstateres, at udgangspunktet i tabellen er stærkt, og der skal meget dramatiske resultater til, hvis andenpladsen skal glide dem af hænde.

Rungsted Seier Capital fik onsdag en mavepuster i Odense med et 6-1-nederlag, men det ændrer ikke på, at pilen generelt har peget fremad. I de seneste ni kampe har nordsjællænderne vundet syv og ligner et hold, der er ved at finde slutspilsformen.

Tabellen er tæt, og Rungsted er fortsat i spil til flere placeringer. Med tre kampe tilbage - inklusive denne - kan de ende alt mellem en fjerde- og en syvendeplads. Derfor er pointene i Herlev langt fra ligegyldige.

Statistikken: De indbyrdes opgør i denne sæson har været præget af dramatik og små marginaler. Fire af de fem kampe er afgjort med ét mål, og tre er gået ud over ordinær spilletid.

I Rungsted har Herlev vundet to tætte opgør med 5-4 og 5-3, mens Rungsted tog en 6-5-sejr i december. I Martinsen Arena har Herlev vundet begge møder - først 1-0 og siden 4-3 på årets næstsidste dag.

Hold øje med: Vi kunne godt tage et kig på målmandsspillet i aften. Emil Zetterquist og David Grubak skal begge finde deres maksimum frem mod slutspillet. Og kunne Håkan Åhlund måske spille Vilykke i aften for Rungsted? 

Skader/karantæner: I nederlaget til Sønderjyske var Anton Johansson, Isac Göransson, Victor Cubars og Marius Kring Andersen ikke med for Herlev.

Rungsted var onsdag i Odense fortsat uden Jeppe Urup, Theo Keilin og Mads Degn.

Det forventer vi: Det kunne sagtens blive helt tæt igen. De to hold står rigtig godt til hinanden, og Rungsted vil gerne sende et signal om, at man kan slå et tophold inden slutspillet. Omvendt vil Herlev også bevise, at holdet er trimmet til slutspillet. 

DirekteSport har Henrik Bauch på plads i Martinsen Arena. 


OPTAKT: Aalborg Pirates-Sønderjyske OPTAKT: Herning Blue Fox-Rødovre Mighty Bulls