Rungsted Seier Capital er ligaens mest uforudsigelige mandskab.
Efter nederlaget på 0-6 i Aalborg er skuden stille og roligt blevet vendt. Først blev det til et knapt 3-4-nederlag i Odense og senest leverede Rungsted altså en stensikker sejr på 5-1 over Frederikshavn.
Man ved aldrig rigtig, hvor man har Rungsted-gutterne, der mod Frederikshavn spillede disciplineret og skarpt over hele banen, og også var på plads i powerplay.
Rungsted satte to mål i powerplay ved Marco Roy og Ludvig Elvenes, der begge blev dobbelte målscorere på aftenen.
Heller ikke Frederikshavns reducering til 1-3 i begyndelsen af tredje periode rystede Rungsted, der i David Grubak også havde en fremragende målmand.
Spændende, om han er ved at være permanent foran Östlund i Rungsteds målmandsduel.
Herlev er fløjet gennem de seneste tre kampe, hvor det er blevet til ni point og 16-1 i målscore.
Ørnene har stille og roligt fået spillere tilbage og marginalerne på sin side og scorede fire mål på tre minutter i en ren orkan mod Aalborg tidligere på ugen. Det blev 5-0 over nordjyderne foran 625 tilskuere. Mon ikke det antal bliver fordoblet i aften, hvor der kommer mange gæster fra Rungsted.
Det forventer vi: En hidsig offensiv omgang med to hold, der angriber. Herlev favorit på grund af hjemmebanen og formen, der er perfekt for øjeblikket.
Hold øje med: Lucas Carlsson fik styret en puck i mål mod Aalborg, og han er på vej ind i sit første forløb med mange kampe på stribe for Herlev. Hos Rungsted var Ludvig Elvenes på pletten med to scoringer mod Frederikshavn. Svenskeren er i fin form pt.
Skader/karantæner: Gustav Green har karantæne, Rungsted spillede også senest uden Nikolaj Davidsen. Herlev mistede Maxime Trepanier i kampen mod Aalborg, hvor ørnene i forvejen manglede Jeppe Kramer og Marius Kring (U20-VM), Jason Willms (mangler spilletilladelse), Mikkel Skjellerup og Peter Lauritzen.
Metalligaen.tv: Har Jesper Schultz på plads i Martinsen Arena i aften for at guide dig gennem de 60 minutter.
Historikken: Det er tredje kamp i sæsonen mellem de to hold. Rungsted vandt det første opgør 3-1 hjemme, men Herlev tog revanche med 4-1 i Martinsen Arena i det seneste opgør.
Statistikken: Kigger man på de 10 seneste kampe har Rungsted faktisk flere point (14) end Herlev (11). Til gengæld har Herlev altså snuppet ni point i de seneste tre kampe.