Det er to af dette årtusindes giganter, der tørner sammen i aften.
Men i denne sæson er der pointmæssigt så stor afstand mellem Herning Blue Fox og Sønderjyske, som undertegnede knapt kan huske, der har været i de seneste tiår.
Hele 40 point er der fra Midtjylland til Sønderjylland, og det er bestemt ikke noget, selvforståelsen i Vojens og omegn glæder sig over, og i aften kan Casper Stockfisch' tropper også kun overraske i Herning.
Det vil i den grad også være det bedste sted overhovedet at gøre det, for det at være det første hold, der napper to eller tre point i Kvik Hockey Arena.
Det vil kræve den perfekte indsats af sønderjyderne fra målmand og op til forreste angriber, samtidig med, at disciplinen skal sidde hundrede procent gennem 60 minutter.
Ellers buldrer Herning-toget bare videre. Tirsdag blev midtjyderne dog presset hårdt af Aalborg.
- Vi har en bred trup. Vi har en træner, der har haft en sæson til at indfinde sig rigtigt. Og så har vi bare nogle folk, der kan sætte pucken ind, og et målmandsteam, som ikke ret mange andre. Vi har en landsholdskeeper og en ung lette, som begge gør det vanvittigt godt. Janis var god igen i aften. Han holder skansen, sagde Magnus Carlsen til Sportherning.dk efter kampen tirsdag.
Det forventer vi: At Sønderjyske kommer til at stå defensivt og forsøge at holde tæt som sidste gang, holdet var i Herning. Her bukkede sønderjyderne under for Herning, da halvdelen af kampen var gået. Holder de lyseblå til presset i aften?
Hold øje med: Er det i aften Mikkel Jensen skal træde op og vise, at han i den grad kan være med til at løfte Sønderjyske? Hos Herning kan vi for "gud-ved-hvilken-gang" pege på Morten Poulsen, der trådte frem og scorede det afgørende mål Aalborg.
Se med på JFM PLAY, hvor Søren Kaster kommenterer
Statistikken: De to klubber har mødt hinanden to gange i sæsonen, og begge gange er det Herning, der har trukket det længste strå. I Vojens i slutningen af september var det sene scoringer af Morten Poulsen og Artturi Toivola, der afgjorde kampen.
Da holdene mødtes igen i Kvik Hockey Arena 31. oktober, vandt Herning 6-1 efter en eksplosiv periode med tre scoringer på fem minutter og et hattrick af Patrick Bjorkstrand.
Skader/karantæner: Herning uden Martin Eskildsen, mens Petter Hansson og Mathias Bau var sygemeldt tirsdag mod Aalborg. Hos Sønderjyske måtte man senest undvære Mathias Borring og Matt Kopperud er stensikkert ude med karantæne.