Kampstart 15:00 i Kvik Hockey Arena

Så er det nu eller aldrig for Aalborg Pirates, der - med "0-3-statistikken" in mente - vel nærmest er tvunget til at vinde kampen i Herning i eftermiddag. 

Analysen fra Nikolaj Carstensen efter nederlaget fredag var kort og klar. 

- For mange udvisninger og for dårlig udnyttelse af chancerne, lød det fra Aalborg-backen.

Han kunne med rette pege på for eksempel indledningen af kampen, hvor Pirates pressede højt og hårdt på gæsterne uden at få scoret. Og kort efter fik Simon Lafrance scoret det første, vigtige mål.

Det var en "kendt" tværpasning, som Aalborg måske sagtens kunne have forudset. Da Aalborg endelig fik udlignet til 1-1 lavede Nicolai Weichel en grim fejl, der sendte Morten Poulsen fri. 

Aalborg tog ti udvisninger, mens Herning fik fem og scorede to gange i overtal. 

I special teams og i disciplinen har midtjyderne altså været skarpest, og så scorer folk som Morten Poulsen bare mål, når de får chancerne netop nu.

Herning står med et fremragende udgangspunkt, og sejren fredag aften vakte glæde hos den dobbelte målscorer Simon Lafrance.

- Det er fedt at være en del af et hold, som præsterer lige nu, og det skal vi helst blive ved med. Nu skal vi lige tillade os at glæde os i aften over den her sejr, men allerede søndag spiller vi igen, og det skal vi selvfølgelig være klar til. Det er meget arbejde tilbage endnu, siger han til Sport Herning. 

Det forventer vi: Det bliver vanskeligt for Aalborg, der virkelig skal være effektive, tætte og undgå udvisninger i eftermiddag. Herning er favorit, men kan sagtens få det svært mod et desperat nordjysk mandskab.

Hold øje med: Målmandsduellen er vigtig i dag. Ikke mindst hos George Sørensen (eller måske Rørth). I hvert fald skal Aalborg have optimalt målmandsspil med til Herning, hvor Seldrup har stået stabilt gennem hele slutspillet.

Metalligaen.tv: Har Michael Damsted med på mikrofonen i eftermiddag i Herning.

Skader/karantæner: Eric Gotz og Jonas Jakobsen var ude for Aalborg fredag, hvor Herning manglede Jacob Nordqvist, der udgik med en skade i den første kamp i serien.

Historikken: Aalborg havde 4-2 i sejre i grundspillet og var det eneste hold, der "vandt indbyrdes" mod Herning i grundserien. Men nu har Herning altså udlignet til 4-4 i sæsonens kampe. 

Statistikken: Kun Troy Lajeunesse har scoret for Aalborg i den her serie. Der er flere angrebsprofiler, der skal steppe op. Hos Herning er hele syv spillere allerede på scoringslisten i de to første kampe. 


OPTAKT: Odense Bulldogs-Rungsted Seier Capital SønderjyskE-chef giver tre grunde til kvartfinale-exit