Kampstart 19:30 i Kvik Hockey Arena

Herning og Aalborg tørner sammen i aften i Kvik Hockey Arena i endnu et yderst interessant møde mellem de to jyske klubber, der for øjeblikket begge er i ganske fin form.

Midtjyderne kommer til kampen med fire sejre på stribe, og har på det seneste fået det defensive fundament til at stemme perfekt. Og det har vel i de seneste mange sæsoner været fundamentet for midtjysk succes. 

På et tidspunkt kan Herning-mandskabet tilsætte Daniel K. Nielsen som "offensiv kraft" i defensiven, og så bliver herningenserne også et farligt mandskab på den front.

Aalborg Pirates spillede i store træk en fornuftig kamp mod Odense tirsdag aften, men sløsede for meget i en slutfase af kampen, hvor det blev spændende - og faktisk var Odense tæt på point i slutfasen.

- Vi vil gerne spille god offensiv ishockey, hvilket betyder, at vi har rigtig meget tid med pucken. Jeg savner dog, at vi tør at være mere kreative på hele banen. En back behøves ikke at blive på sin position. Han må gerne komme med frem og skabe initiativ til noget spil, sagde Julian Jakobsen til Aalborg Pirates TV  efter kampen mod Odense tirsdag aften. 

Spørgsmålet er, om aalborgensisk kreativitet kan bryde Hernings defensiv op i aften. 

Hold øje med: Netop Julian Jakobsen har været stærkt kørende på det seneste. En stor drivkraft på Aalborgs hold. Hos Herning var Brodie Dupont på toppen med to scoringer i Rødovre tirsdag aften.

Historikken: For tredje gang på stribe mødes de to hold i Herning. Aalborg har vundet de to seneste kampe med 5-2 og 2-0. Den første kamp i Aalborg vandt Herning med 4-1. Tendensen er udesejre.

Statistikken: Målmandsduel i aften mellem George Sørensen (91.91) og Simon Nielsen (88.91). Sidstnævnte har dog haft gode kampe på det seneste og synes på vej opad i form.

Skader/karantæner: Jonas Brøndberg og Martin Lefebvre og de to forwards Martin Højbjerg og Jonathan Brinkman sad senest ude for Aalborg Pirates mod Odense. Herning uden Bjørn Uldall, Mads Christensen og Peter Eg Larsen. 

Det forventer vi: Det MÅ blive en god og jævnbyrdig ishockeykamp i aften, for både Aalborg og Herning kommer i god form og er stærkt spillende. Ingen kommer til at give sig en tomme i aften. 


Selskabet bag Herlev Eagles ud med et overskud på 87.131 kroner OPTAKT: Rungsted Seier Capital-Rødovre Mighty Bulls