Kampstart 19:00 i Kvik Hockey Arena

Herning Blue Fox er tilbage på hjemmebane, hvor midtjyderne ikke har været frygtelig meget i sæsonindledningen. 

Blue Fox har vundet 4-3 over Odense efter overtid og 7-3 over Esbjerg på hjemmebanen, og er altså stadig ubesejret på Kvik Hockey Arena, som midtjyderne ønsker at gøre til "et fort". 

Og lykkes det, har Herning altså gode muligheder for at komme med i Metal Final4, for ud af otte tællende kampe i regnskabet frem mod "knækket", har Blue Fox seks på hjemmebane. 

- Jeg synes, vi sidder godt på kampene. Spillet er meget på vores præmisser - mere eller mindre hver gang. Jeg synes også, at der bliver arbejdet hårdt hele vejen rundt. Men vi giver nogle gange store chancer væk, som også bliver straffet. Det er enormt frustrerende, når man føler, at man fortjener mere. Men samtidig føler jeg også, at vi er på rette vej. Det handler om at finpudse og blive skarpere på de sidste ting, for så er jeg sikker på, at vi får klaveret til at spille og får de sejre, der skal til - ikke bare til Final4, siger kaptajn Morten Poulsen til Sportherning.dk. 

I sæsonens første kamp mellem Herning og Frederikshavn, lykkedes det for White Hawks at kæmpe en sejr på 3-2 hjem efter straffeslag. 

Santeri Suistio har spillet i begge klubber, og var i sidste sæson i Herning, inden han skiftede tilbage til Herning. 

- Jeg har gode minder fra Herning, og alle behandlede mig rigtig godt, så jeg glæder mig til at komme tilbage og se det hele igen. Vi skal komme ud med stor kampgejst og tro på tingene, så er jeg sikker på, vi har gode muligheder for at få nogle point med hjem, lyder det fra Suistio

Vi har spillet mod alle hold, og alle kampe har været tætte. Jeg tror på, at vi nu kan vende disse tætte kampe til vores fordel, da det er de små detaljer i spillet der er afgørende. Nu ved vi hvad vi skal gøre i spillet, for vores arbejdsindsats i kampene har været rigtig god, siger han til klubbens hjemmeside. 

Frederikshavn giver i dag debut til den nye svensker Alexander Lunsjö, der er kommet til byen for resten af sæsonen. Han spillede i sidste sæson for Nottingham i EIHL og lavede 38 point i 54 kampe. 

Det forventer vi: Tungt pres på Frederikshavn gennem 60 minutter. Det bliver en defensiv omgang for gæsterne mod et revanchelystent Herning-hold, der er favorit.

Historikken: Det blev 3-2 til Frederikshavn i det første indbyrdes opgør efter en sen udligning af Todd Winder og en efterfølgende sejr i straffeslag. 

Hold øje med: Hernings fjerdekæde med Carlsen, Eskildsen og Bang sørgede for, at Herning gik fra 1-3 til 3-3 i den seneste kamp i Rungsted. Hos Frederikshavn ser Todd Winder ud til at være kommet i gang. Han scorede det udlignende mål for White Hawks mod Aalborg. 

Skader/karantæner: Herning spillede senest i Rungsted uden backen Jacob Nordqvist, mens Victor Cubars var 13. forward. Frederikshavn har Jared Freadrich og Sebastian Holm ude til efter landsholdspausen. 

Statistikken: 16 mål i ni kampe til Frederikshavn, der håber på, at Lunsjö kan give mere push og power i angrebet. Herning har scoret 12 mål i de to hidtidige hjemmekampe og har altså hidtil været komfortable på egen is. 


OPTAKT: Aalborg Pirates-Rødovre Mighty Bulls RSC og Sebastian Niebling stopper samarbejdet