Herning Blue Fox har haft 11 dages pause og dermed tid til at restituere inden aftenens kamp mod Frederikshavn White Hawks.
Det var netop frederikshavnerne, som Herning mødte i sin seneste kamp - dramaet, der endte 7-5 til midtjyderne oppe i Frederikshavn.
Det har kørt som smurt for midtjyderne i denne sæson og det er blot blevet til et enkelt nederlag mod Herning. I aften har Blue Fox Joachim Linnet tilbage i opstillingen, skriver både Hockeymagasinet og Sport Herning. Dermed er Blue Fox ved at være oppe på fire fulde kæder - også uden hjælp fra klubbens akademi.
Det bliver et optimistisk Frederikshavn-hold, der kommer på besøg i aften. White Hawks blev det første mandskab, der slog Herlev i denne sæson, og vendelboerne har siden skrevet kontrakt med angriberen Maurizio Colella. En spændende mand, der kan give både bredde og top til White Hawks. Måske er han med i aften, hvis alt er kommet på plads?
Men sejren over Herlev giver Frederikshavn-håb om en overraskelse mere i aften.
Det forventer vi: Det bliver svært for Frederikshavn mod et motiveret mandskab fra Herning, der kommer med fire stærke kæder og har større bredde end gæsterne.
Hold øje med: Oliver Kiljunen har lavet ni point i ni kampe for Herning - flere point end formentlig forventet. Han bliver værdifuld for Blue Fox. Hos Frederikshavn har Ben Freeman været stærk - og lavede hattrick søndag mod Herlev.
Skader/karantæner: Emil Kristensen og Martin Eskildsen er stadig ude for Herning. Frederikshavn kørte ifølge livescore kun med 10 forwards mod Herlev, men har mulighed for at trække unge Magnus Bertelsen og Johannes Borup ind. Og hvad med den nye mand Colella?
Se med på JFM PLAY, hvor Jannik Sønderby kommenterer.
Statistikken: Herning står med fire kampe, 12 point og en målscore på 23-10 i Kvik Hockey Arena. Frederikshavn har taget tre point i fem kampe på udebane. Straffeslagssejren i Odense var højdepunktet.