Topopgør i Metal Ligaen i aften, hvor etteren Herning og toeren Herlev mødes i en ægte "seriefinal", som man plejer at kalde det i Sverige, når topholdene tørner sammen.
Seneste opgør var som bekendt Metal Final4-finalen, hvor Herning vandt 6-2 og sikrede en stensikker sejr. Garth Murray, Herning-træner, konkluderede, at det måske var sæsonens mest helstøbte indsats.
Siden dengang har Herning været igennem en hård Continental Cup, mens Herlev fredag aften baskede Odense med 6-3 på hjemmebane efter fredagens 2-0-sejr i Rødovre.
En perfekt weekend for Herlev, der ligger rigtig godt til andenpladsen og virkelig har store ambitioner i denne sæson - og det med god grund.
Det samme har naturligvis Herning, og det skal blive spændende at se, om midtjyderne holder kadencen i resten af det grundspil, som holdet med sikkerhed vinder.
Tager Continental Cup hårdt på kræfterne og hvad med Poulsen og Bau, der skal ind i en hård OL-turnering?
Det er fremtidsmusik og kun tiden vil vise, om Hernings suverænitet fortsætter.
Det forventer vi: Der plejer at være "offensiv musik", når de to hold tørner sammen. Herlev var ikke rigtig med i Metal Final4-finalen, men i de øvrige opgør har det været ganske meget frem og tilbage mellem to hold, der i den grad har spiller med fremadrettet filosofi.
Hold øje med: Det er svært at komme udenom Victor Cubars, der scorede to gange søndag eftermiddag mod Odense. Han er i vild form. Herning havde Emil Kristensen som bedste back i Continental Cup-turneringen med fire assister.
Se med på Direktesport.tv, hvor Jannik Sønderby kommenterer og fører dig gennem de 60 minutters ishockey.
Skader/karantæner: Herlev senest uden Jeppe Kramer, mens Herning ikke havde Martin Eskildsen med til Continental Cup i Nottingham.
Statistikken: Ud over Final 4-finalen har de to hold mødt hinanden fire gange i ligaen i denne sæson. Herlev lagde stærkt ud med en 7-4-sejr hjemme i slutningen af september, men siden har Herning haft overtaget. To hjemmesejre i november – først 2-1 og siden 8-4 – blev fulgt op af en 3-2-sejr i Herlev den 9. december. Samlet set har Herning vundet tre af de seneste fire ligamøder, hvilket giver hjemmeholdet et psykologisk forspring i topbraget.