Kampstart 17:45 i Sparekassen Danmark Arena

Vi står foran et brag af en kamp i aften, hvor de to DM-finalister fra i fjor mødes i den første Metal Final4-semifinale. 

Odense og Herning spillede mellem jul og nytår i en temperamentsfuld kamp, hvor Herning vandt 6-2 - dog på to mål i tomt bur.

Martin Larsen blev sendt i bad efter et ulovligt punch i hovedet på Oliver Kiljunen og kom i skænderi med Herning-boksen på vej ud. Larsen er tilbage igen hos Odense efter overstået karantæne, og det er en fin forstærkning til Odenses defensiv. 

I Hernings offensiv vendte Mathias Bau tilbage i midtugens kamp mod Rungsted, og selv om han startede "forsigtigt" i Hernings fjerdekæde, er der næppe tvivl om, at han starter sammen med sine sædvanlige makkere Poulsen og Pastujov i aften. 

Spænding om, hvem der starter i målet for Herning, men det kunne godt ligne en tjans til Janis Fecers, der lige nu synes at være førstemand hos Blue Fox. 

- Vi skal løbe ind på isen og udstråle selvtillid. Vi skal fokusere på, at spille vores eget spil og gå efter at vinde - frem for at spekulere over, at der er tale om en Final4-kamp. Der er ingen grund til at være nervøs eller frygte noget, siger Hernings Joachim Linnet til Sportherning.dk. 

- Vi har stadig mange spillere fra sidste år, som stod i finalen mod Herning. Så vi ved, hvad der skal til, når det virkelig gælder i de her tætte kampe, siger Odense-kaptajn Daniel Baastrup Andersen til Fyens.dk 

Hold øje med: Alex Grant bliver en faktor i Odenses defensiv, hvor han for alvor skal spille al sin rutine ud mod Hernings ultrastærke offensiv. En anden back, Oskars Cibulskis fra Herning, er i tung topform ovenpå sin OL-udtagelse. Han scorede hele tre gange i Hernings 9-1-sejr over Rungsted.

Det forventer vi: Herning er favorit, men det bliver meget tæt og jævnbyrdigt denne sene eftermiddag, hvor mange af Odense-spillerne stadig har troen på at slå midtjyderne i en afgørende kamp - som det var tilfældet sidste sæson i DM-finalen.

Skader/karantæner: Odense har Martin Larsen tilbage efter overstået karantæne, men kommer formentlig uden skadede Golovkovs, Maddock og Boesen. Herning stillede i stærkeste opstilling i kampen mod Rungsted tirsdag aften, men har naturligvis stadig langtidsskadede Martin Eskildsen ude. 

Se med på JFM PLAY, hvor Søren Kaster og Jannik Sønderby kommenterer fra Sparekassen Danmark Isarena.


OPTAKT: Aalborg Pirates-Herlev Eagles Tidligere holdkammerat med Jonas Røndbjerg: Ny finne skal bombe Aalborg i finalen