Det er ikke svært at kalde aftenens tirsdagskamp for en nøglekamp i kampen om Metal Final4-pladserne.
Herning Blue Fox er pisket til at hente point - helst en sejr i ordinær spilletid - mod et Rungsted Seier Capital, der omvendt med tre point i Kvik Hockey Arena kan hægte Herning af og samtidig ende i en særdeles fordelagtig position i forhold til Top4 efter 16 kampe.
Blue Fox kommer ind til kampen efter at have spillet sæsonens bedste kamp. Sådan sagde flere nøgleaktører efter sejren på 4-2 i Esbjerg i fredags.
- Vi har længe spillet energiforladt, men i Esbjerg fik vi forløst noget energi og fik begyndt kampen helt rigtigt med et par gode skift, der gav os tro på tingene. De første 20 minutter var fantastiske og et eller andet sted fejlfri - bortset fra den dumme scoring, vi tillod dem at få i slutfasen af perioden. Det passer jo ofte når man siger, at angreb er det bedste forsvar, sagde Herning-kaptajn Morten Poulsen efter kampen til Sportherning.dk.
Det var et fuldtalligt Herning-hold, der stillede i Esbjerg og det har midtjyderne glædet sig til. Er et skades- og karantænefrit hold i de næste fem kampe nok til at bjærge en Metal Final4-plads for de forsvarende pokalvindere?
Rungsted vil stensikkert forsøge at sætte en kæp i hjulet på Herning, og mon ikke søndagens nederlag mod Aalborg er gledet over på bageste side i glemmebogen? Lige nu spiller de forsvarende mestre i en helt anden liga end de øvrige hold og derfor er det ikke nogen skam med et nederlag mod Pirates.
Ser man bort fra den kamp, så kommer Rungsted fra en periode, hvor offensiven for alvor har været i gang. På den konto er det bemærkelsesværdigt, at backerne Morten Jensen (17 point) og Malte Setkov (10 point) producerer fremragende som backer. Matthias Asperup, stærkeste angriber hos Rungsted, har lige nu 15 point på kontoen.
Historikken: Det er andet opgør mellem de to hold i denne sæson. Det første blev vundet med 3-2 af Rungsted hjemme i Concordium Arena.
Statistikken: Begge hold er med i toppen af tabellen, hvis vi kigger på de seneste fem kampe. Herning har scoret 12 point, mens Rungsted står med 10 point i den seneste håndfuld matcher.
Det forventer vi: Det kan blive næsten slutspilsagtigt i aften, for alle spillere er klar over kampens vigtighed. Vi gætter på en helt jævnbyrdig kamp og næppe heller den mest målrige.
Hold øje med: Målmændene kan blive afgørende: Mac Carruth har for øjeblikket 90.04 i redningsprocent, mens Östlund i Rungsted-buret står med 88.75 procent hidtil. Begge vil formentlig gerne forbedre de tal.
Metalligaen.tv: Kenneth Kristiansen er på plads for at guide dig igennem begivenhederne.
Skader/karantæner: Herning spillede med fuldt hold i den seneste match mod Esbjerg. Det samme gjaldt for Rungsted i kampen mod Aalborg søndag eftermiddag.