Kampstart 19:00 i Kvik Hockey Arena

Herning kommer revanchelystent ind til "oktoberfesten" mod SønderjyskE efter 0-4-nederlaget mod Esbjerg tirsdag aften, som træner Pekka Tirkkonen kaldte fortjent i den lokale avis Herning Folkeblad. 

Sportschef Daniel Nyegaard uddyber på Bluefox.dk.

- Vi skal finde tilbage til vores gode spil, hvor vi arbejdede hårdt sammen og spiller for hinanden – Så skal pucken nok begynde at hoppe vores vej igen. Men vi står også overfor en modstander, som vil forsøge at gøre det svært for os. 

- SønderjyskE er et svært hold at spille imod, og indtil videre i sæsonen så har de været effektive i deres offensive spil, hvor især deres powerplay har været rigtig godt. Derfor er det også vigtigt, at vi fortsætter vores disciplinerede spillestil i morgen, hvis vi skal have revanche for vores nederlag til dem tidligere i sæsonen, siger han til klubbens hjemmeside. 

Der er som altid gensidig respekt fra SønderjyskE-træner Mario Simioni, der citeres for følgende på Soenderjyske.dk. 

- Vi ved, at Herning på hjemmebane kommer hårdt ud og at de vinder mange kampe grundet en god start, så om noget sted,  gælder det her om, at vi er helt klar fra start. Vi selv spillede en god kamp i fredags imod Aalborg og intensiteten fra den kamp, skal vi tage med os ind til fredagens kamp i Herning, lyder det. 

Historikken: Det seneste opgør var hidsigt i Vojens, hvor SønderjyskE formåede at vende 1-3 til en 4-3-sejr over midtjyderne i en sædvanlig tæt affære.

Statistikken: Fire spillere fra de to hold er i top seks på topscorerlisten: Villiam Haag og Nikolaj Krag-Christensen (SønderjyskE) og Mathias Bau og Brett Perlini (Herning)

Skader/karantæner: SønderjyskE har endnu ikke set Mathias Borring og Alex Lavoie og manglede også Patrick Galbraith, Gabriel Desjardins og Nicolai Bryhnisveen mod Aalborg. Hernings sportschef Daniel Nyegaard siger følgende om skader på Bluefox.dk: Petter Hansson, Phillip Marinaccio, Tristan Pomerleau og Lukas Bang var ude med skader i seneste kamp, og så fik vi tilføjet Simo-Pekka Riikola til listen, da han udgik undervejs i kampen. Det er endnu usikkert om nogle af disse bliver klar til at spille i morgen. Hvis ikke det lykkedes at få dem klar, så må vi udnytte bredden på vores hold.

Det forventer vi: Det må blive helt tæt i aften igen, hvor det er Hernings tur til at forsøge at udnytte hjemmebanen. Samtlige kampe i sidste sæson mellem de to hold endte med hjemmesejr.

Hold øje med: Er der igen punch i Kevin Tansey, der har hele syv mål i otte kampe? Og kan SønderjyskE få flere assister fra Mike Little, der har 0+7 på pointlisten. To markante backer på hver sin måde.


OPTAKT: Rungsted Seier Capital-Frhavn White Hawks Overskud i Elite Nord Frederikshavn A/S