Herning Blue Fox styrer mod grundspilsejren, mens Frederikshavn styrer mod en trist skæbne på niendepladsen.
Derfor er rollerne ganske klare inden aftenens kamp: Herning er kæmpestor favorit og alt andet end en klar sejr til til midtjyderne vil være en større overraskelse.
Det er måske i virkeligheden Frederikshavns største chance - altså at Herning måske undervurderer nordjyderne.
Der er 61 point mellem det velkørende Herning-hold og Frederikshavn i bunden. Herning vandt 2-0 over Aalborg søndag eftermiddag.
- Vi har haft nogle kampe på det seneste, hvor vi nok har vundet, men hvor vi har følt, vi har givet for mange chancer væk. I dag må man sige, at vi formår at holde Aalborg nede på ikke ret meget. Det er altid en god fornemmelse, når man får snakket om nogle ting, og så lykkes med at gennemføre det i praksis, sagde målmand Mathias Seldrup til Sportherning.dk.
Han fandt selvtillid i kampen med en shutout, og mon ikke han står i aften igen for topholdet?
Spændende, hvem Frederikshavn vælger i buret og hvor længe White Hawks kan følge med Hernings opskruede tempo.
Det forventer vi: Det er svært at se, hvordan White Hawks får point i aften i Kvik Hockey. Herning er kæmpefavorit.
Hold øje med: Kunne det være en aften, hvor Magnus Carlsen finder et mål eller to for Herning? Hos Frederikshavn skal backerne med Christian Mieritz i centrum for en stærk defensiv, levere varen, hvis der skal være en chance.
Skader/karantæner: Oliver Kiljunen og Hjalte Thomsen var senest fraværende for Herning Blue Fox. Frederikshavn manglede i Aalborg fredag aften Thomas Søndergaard, Max Zimmermann og Santeri Suistio
Se med på DirekteSport, hvor Michael Damsted kommenterer fra Kvik Hockey Arena.
Statistikken: Taler for Herning, der har vundet samtlige fire indbyrdes opgør og scoret 23 mål mod Frederikshavn i denne sæson.