Kampstart 17:30 i Bentax Isarena

For en stund har Esbjerg og SønderjyskE flyttet rivaliseringen nordpå, når det gælder Metal Final4-finalen, der spilles 17:30 i eftermiddag og transmitteres direkte på TV2 Sport. De to hold var begge part i medrivende semifinalekampe lørdag aften, hvor Esbjerg først kunne finde ro over klokken 23 efter den forrygende sejr over Aalborg.

I timerne forinden havde SønderjyskE på lige så forrygende manér sendt Metal Ligaens tophold Rungsted ud af turneringen med en 4-3-sejr, sikret i de sidste minutter på en flot styring af Yannick Vedel. Han demonstrerede sublimt boldøje, da han ramte pucken i luften og dirigerede den, så den var umuligt at få fat i for Cristopher Nihlstorp. 

Lige så stærkt angrebsspil så vi i flere sekvenser fra esbjergenserne, for eksempel ved kampens første mål, hvor Shawn O'Donnell fandt Søren Nielsen, der scorede med et førstegangshug af en anden verden.

Jo, der er store kvaliteter på begge finalehold, og der er lagt op til noget af en batalje mellem det fysiske stærke Esbjerg-hold og et SønderjyskE-mandskab, der nok er synes at være et par centimeter lavere og et par kilo mindre, men som bestemt også kan fighte, så sveden sprøjter. 

Der bliver aldrig givet ved dørene, når de to hold mødes, for SønderjyskE-Esbjerg er en af de helt gamle og store rivaliseringer i dansk ishockey, der stammer helt tilbage fra 60'erne, hvor Esbjergs stjerne Keld Bjerrum kom til Vojens for at lære sønderjyderne op, der siden blev så gode, at kunne udfordre og endda omkring 1980 passere Esbjerg totalt med tre danske mesterskaber på fire sæsoner.

Siden har det ofte været sådan, at når Vojens/SønderjyskE var gode, var Esbjerg lidt nede - og omvendt. Men i 2015 mødtes de i DM-finale, som SønderjyskE vandt, mens Esbjerg over syv kampe slog SønderjyskE ud i semifinalen året efter. Nu mødes de igen i en finale, men for første gang nogensinde i en pokalfinale. Esbjerg har ikke været der siden 1993! mens SønderjyskE senest vandt trofæet på hjemmebane i 2013 over Frederikshavn. De to efterfølgende år var SønderjyskE også i finalen, men tabte begge kampe til Herning. 

Kigger vi ned over holdene, får vi naturligvis øje på de mange nordamerikanske profiler hos Esbjerg. Shaw og co. er stærke i førstekæden og har offensiv klasse, der overgår SønderjyskE's ditto, der til gengæld spiller klogt og disciplineret og ikke har de defensive mangler, som den meget offensive Esbjerg-førstekæde har.

Spændende duel i andenkæden, hvor tre rutinerede Esbjerg-danskere møder Brown, Jensen og Vedel, der smed sønderjydernes bedste offensive kort i går. Og så et par tredjekæder, hvor Smotherman og O'Donnell lige skal smøres og skæres til, men bestemt har tyngde i duellen mod rutinerede Eller, Frank sammen med talenfulde Borring. Esbjerg har en bundsolid fjerdekæde, mens Rollin Carlsson og Førster sættes ind efter behov for SønderjyskE. 

Ganske spændende backduel også. SønderjyskE's importbacks er mere bevægelige og offensive, mens Vandane og Sherman er ordentlige klepperter, der sagtens kan spille hockey, mens Cam Knight er lidt mindre og mere skøjtestærk. Og så er der altså rutinerede danske backer på begge hold, der borger for kvalitet, hvis de koncentrerer sig hundrede procent. 

Målmandsduellen: Mads Søgaard er skræmmende stor og rolig og havde i store dele af kampen fuldstændig tjek over Aalborg-spillerne, men var også menneskelig som kampen skred frem. Patrick Galbraith lod en enkelt dårlig puck gå ind, men betalte tilbage med redninger, som var han 21 år igen, da kampen skulle afgøres. Talent mod rutine - begge kan fange dagen. 

I det hele taget ligner det en helt tæt kamp, også når man kigger på de tidligere opgør i Metal Ligaens grundserie mellem de to hold. Mellem jul og nytår vandt begge hold 3-2 efter overtid på hinandens udebaner, mens SønderjyskE vandt 4-2 hjemme i november. Derudover har Esbjerg to rene sejre og en sejr i overtid, som det altså er endt med tre af seks gange denne sæson. Overhånd i alt til Esbjerg med 11-7 i point. 

Kæderne i går
Esbjerg: Mads Søgaard (Thomas Lillie)
1: Cam Knight, Wiley Sherman - Brady Shaw, Charles Corcoran, Craig Puffer
2: Jannik Christensen, Davis Vandane - David Madsen, Christian Wejse, Rasmus Bjerrum
3: Simon Grønvaldt, Anders Koch - Jordan Smotherman, Shawn O'Donnell, Søren Nielsen
4: Sune Hjulmand, Jonas Torbensen, Andreas Grundtvig
13. forward: Valdemar Ahlberg

SønderjyskE: Patrick Galbraith (Nicolaj Henriksen)
1: Rasmus Lyø, Mike Little - Brendan Harms, Emil Bejmo, Martin Eskildsen
2: Oliver Gatz, Matt Prapavessis - Mikkel Jensen, Cam Brown, Yannick Vedel
3: Daniel K. Hansen, Daniel Galbraith - Steffen Frank, Mads Eller, Mathias Borring
4: Andreas Holzmann, Kasper Diedrichsen - Victor Rollin Carlsson, Anders Førster

 

 


SØNDERJYSK TRIUMF efter tæt og underholdende finale BILLEDER: SKARPE SKUD fra en forrygende METAL FINAL4-fredag