Kampstart 13:30 i Spar Nord Arena

De sluttede omkring klokken 23 fredag aften, og allerede 13:30 søndag eftermiddag er der tidlig faceoff i Odense.

Sportsfans med trang til liveevents kan dermed både nå ishockeykampen og den efterfølgende fodboldkamp mellem OB og FC København.

Sikke en søndagsmenu, hvor ishockeykampen i vores øjne naturligvis er hovedretten.

Det er den, fordi serien mellem seedet fire og frem, Odense og Esbjerg, er blevet nøjagtig så åben, som samtlige både fans og eksperter forudsagde før vi gik i gang. 

Det er ganske enkelt uforudsigeligt, hvad der foregår mellem de to mandskaber, og det er skiftende profiler og "kampbilleder", der konstant træder i kraft. 

Samtidig virker det til, at hjemmebanefordelen mere eller mindre er ophævet, for kampene er tætte uanset hvilken is, der spilles på. I øvrigt også noget som mange pegede på, inden serien gik i gang.

Hvem stjæler billedet søndag? Er det en af de to målmænd, Bergvik/Seldrup, en af de to offensive backer King/Laitinen, eller måske en af de profilerede udlændinge Keränen/Downing. Eller hvad med de stærke danskere, eksempelvis Ehlers/Kjær.

Vi er også på et tidspunkt i serien, hvor kræfterne - eller manglen på samme - bliver afgørende. Hvilken træner har spillet sine folk smartest i de fire første kampe?

Alt virker åbent i eftermiddag i Odense.

Det forventer vi: Derfor næsten også umuligt at forudsige kampens gang. Det bliver formentlig helt tæt, men om det bliver en "åben" eller "lukket" kamp må tiden vise. 

Hold øje med: Andreas Grundtvig var på pletten med sejrsmålet fredag aften. I eftermiddag igen? Odense Michael Keränen ser mere og mere vigtig ud for sit mandskab. Kan han lede fynboerne til sejr?

Metalligaen.tv: Har Søren Kaster på pletten til eftermiddagshockey i Odense. 

Historikken: 10-8 i point til Odense i grundserien og nu 2-2 i slutspillet. Det ser helt lige ud mellem de to mandskaber.

Statistikken: Tommy Muck og Martin Larsen har begge spillet lige over 107 minutter og er de mest benyttede spillere hos Odense. Sebastian Ehlers (94 minutter) er den mest benyttede angriber. Hos Esbjerg har Jeff King (104 minutter) spillet klart flest minutter, mens Oliver Kjær (90 minutter) er den mest benyttede forward hos vestjyderne. 

Skader/karantæner: Mathias Mølgaard og Rasmus Simonsen er ude for Odense for resten af sæsonen, Esbjerg stillede uden Tobias Ebener og Victor Sand i fredagens kamp. 


OPTAKT: Aalborg Pirates-Rødovre Mighty Bulls "FLASH" stopper karrieren: Farvel til en lille, stor spiller i Metal Ligaen