Det er to hold i storform, der mødes i aften i Odense.
Esbjerg står med 15 point i de seneste fem kampe, hvor Odense har taget 13 point. De ligger nummer et og to på formbarometeret, og i en sæson, hvor Herning og Herlev som oftest har stået på toppen der, er det ganske usædvanligt.
Esbjerg-træner Markus Åkerblom bager op til kampen i klubbens kampoptakt:
- Vi har gjort det godt på det seneste, og det giver selvtillid. Samtidig synes jeg, at vi som gruppe har flyttet os den seneste måned. Men det gør os ikke tilfredse. Vi vil altid mere og fortsætte med at udvikle os. Men vi er da foreløbigt tilfredse, siger han.
- Nu venter Bulldogs i Odense, som vi har mødt to gange i træningskampene og tre gange i turneringen. Og der har været en tydelig tendens: Hjemmeholdet har vundet kampene, mens gæsterne har tabt. Den tendens vil vi gerne ændre fredag aften i Odense, så vi kan fastholde rækken af sejr, lyder det fra Åkerblom, der har fået samtlige fire kæder til at fungere godt på det seneste.
Det samme har hans kollega Jason O'Leary hos Odense Bulldogs. Fynboerne er begyndt at score mange mål og viste senest i Aalborg, at der er kommet bid foran mål og i omstillingerne. Det var den måde, Bulldogs vandt i Aalborg på for et par dage siden.
Det forventer vi: Esbjerg og Odense spiller næsten altid tætte kampe, og sådan bliver det også i aften. Det bliver en kamp om territorium i toppen, der sagtens kan ende i overtid.
Skader/karantæner: Esbjerg Energy har stadig Lucas Andersen ude, mens Odense senest var uden Niklas Lundström og altså også venter på papirer til den nye back Alex Grant. Lige nu spiller Simon Schleicher back.
Se med på JFM PLAY, hvor Søren Kaster kommenterer fra Odense.
Statistikken: Esbjerg har scoret 17 mål i de sidste tre kampe, Odense har scoret 13 mål i de sidste to kampe. Vild offensiv kurs for begge hold for øjeblikket.
Hold øje med: Tredjekædedyst: Magee, Schultz, Kjær mod Popovic, Kristian Jensen og Oden. Det siger noget om holdenes styrke.