Kampstart 19:00 i VinMedKant Arena

Sikke et brag, der lægges ud med i VinMedKant Arena i denne sæson.

Odense Bulldogs tager imod et af de hold, som fynboerne helt sikkert vil forsøge at jage i denne sæson, Herlev Eagles.

Og fynboerne kommer med stor optimisme efter at have snuppet en enkelt pind i Aalborg fredag aften.

Men Odense kommer også med en meget smal trup, hvor Martin Larsen nok er tilbage, men hvor der blev trukket meget store veksler på nøglespillerne allerede i den første kamp, hvor Odense manglede en håndfuld spillere.

Sådan er det også i aften, hvor hjemmepublikummet - dem, der må komme ind - stifter bekendtskab med nogle unge knøse, som endnu ikke har spillet førsteholdshockey i længere tid i Odense.

Kan de klare sig mod Herlevs svensk-prægede maskine, der i træningskampene mod Rødovre og Rungsted på ingen måde faldt igennem i fire tætte kampe. 

Det bliver uhyre interessant at se de nye folk, som Patric Wener har hentet ind, i aktion i Metal Ligaen. Flere af de nye svenskere har gjort sig positivt bemærket ikke mindst i traditionsklubben Troja-Ljungby, hvorfra man altid kan regne med veluddannede spillere. 

Nu får de lidt friere tøjler end i Sverige, og det har tidligere i Weners tid gavnet Herlev.

Bare tænk tilbage på Skinnars, Thörnberg, Quist mm. Med en ny sæson, en ny æra i Herlev - hvordan kommer det til at gå?

Historikken: Bortset fra en enkelt kamp i fjor havde Herlev tjek over Odense i sidste sæson og skaffede sig 13 point mod fynboerne. 

Statistikken: Odense havde tre spillere med over 30 minutters istid i fredags i Aalborg. Bliver det samme mængder til topspillerne i aften? Herlev kommer med tre gengangere i importstaben. En af dem er den nye kaptajn Joonas Riekkinen, der lavede 41 point i 47 kampe i fjor. Får han en endnu større rolle i denne sæson?

Det forventer vi: Et Odense-hold, der vil være helt oppe i snuden med "nordamerikansk stil" mod et Herlev-hold, der vil spille mere afventende og taktisk og slå kontra. Hvilken stil vil vinde?

Hold øje med: Kasper Larsen debuterer formentlig for Herlev og bliver en stor forstærkning på backposten hos Eagles. En anden toneangivende back er Odenses Cody Donaghey, der kommer til at notere 30 minutter pr. kamp og allerede nu ligner en mand med mest istid af alle i Metal Ligaen.

Skader/karantæner: Odense har Martin Larsen tilbage efter endt karantæne. Brandon McNally og Mathias Max Rasmussen er ude med karantæne, Dale Mitchell og Oliver True ude med skader, mens svenske Erik Nyström synes at være "forsvundet" fra det fynske. Herlev kommer formentlig med fuldt hold til premieren. 


OPTAKT: Rødovre Mighty Bulls-Frhavn White Hawks VIDEO: Højdepunkter fra SønderjyskE-Aalborg