Kampstart 19:00 i Spar Nord Arena

Det er to hold med masser af julehockey i benene, der mødes i Odense i aften. 

Rødovre spillede to kampe mod Rungsted og en enkelt kamp mod Herlev og fik tre værdifulde point ud af kampen mod Rungsted.

Til gengæld var det yderst overraskende, at Rødovre gik ned med "mand og mus" i Herlev, hvor det blev 7-2 til Eagles. 

Så Rødovre er et hold, der er vældigt svært at læse. Det går op og ned og meget kommer an på "dagen". Rødovre har været i stand til at vinde i Aalborg, men har også indkasseret store nederlag som senest i Herlev.

Odense er i god form for øjeblikket. Fynboerne tog fire af seks point mod Herning i juledagene og selv om Odense længe har spillet med tre kæder, så er der masser af energi i benene hos Bulldogs.

Læg dertil en Fredrik Bergvik, der virkelig har vist fin form siden sin ankomst til det fynske.

En af dem, der gav Bergvik gode anbefalinger med på vejen, var i øvrigt Nick Olesen, der har været holdkammerat med den svenske målmand i Södertälje. 

Skader/karantæner: Odense har fået Kimi Koivisto tilbage. Der er kun plads til to målmænd og dermed er Frederik Søgaard stadig ude, hvis han stadig er skadet. Rasmus Simonsen og Alberto Pison er begge langtidsskadede, der er dog stadig håb i Odense om, at Simonsen vender tilbage. Rødovre var senest uden Sebastian Strømstad og Mikkel Binou Jensen. 

Historikken: Odense har vundet samtlige tre kampe over Rødovre i indeværende sæson med samlet 16-3. Odense har vundet de seneste 11 kampe mod Rødovre uden at tabe point. 

Det forventer vi: Og selv om der skiftes spillere ud sæson for sæson, så må vi konkludere, at fynboerne har et eller andet mentalt overtag på Mighty Bulls i de seneste sæsoner. Kan det have noget at gøre med Odenses "tunge" spillestil ikke ligger godt til Rødovre? Bulldogs klar favorit.

Hold øje med: Sebastian Bergholt var man of the match med to mål, da Rødovre slog Rungsted i juledagene. Hos Odense er Joakim Thelin værd at holde øje med. Svenskeren er utrolig dygtig til at holde i pucken og har en fysik, der skaber plads til kædekammeraterne. 

Metalligaen.dk: Har Michael Damsted på plads i Odense for at se og analysere de 60 minutter mellem "hunde og tyre". 

Statistikken: Der er fire målmænd på rapporten i aften. Redningsprocenterne: Bergvik 90.94, Rørth 90.03, Gillam 89.83, Grubak 88.38. Mon ikke Bergvik står hos Odense, mens det er åbent, hvilken Rødovre-målmand, der starter inde. 

 


OPTAKT: Herning Blue Fox-Esbjerg Energy Bergvik har kontrakt indtil 5. januar - Odense håber på forlængelse