Kampstart 19:00 i Spar Nord Arena

Denne kamp har pludselig fået et nyt perspektiv, for det bliver nu med en ny cheftræner i boksen for fynboerne, at kampen løber af stablen i aften.

Så ny er "den nye mand" dog ikke, for det er som bekendt Anders Førster, der har taget over i Odense. 

Fynboerne tager dermed samme skridt, som Sønderjyske gjorde i sæsonen 2023/24, hvor Mario Simioni blev fyret til fordel for assistenten Anders Førster. Den sæson blev Sønderjyske dansk mester.

Ole Nielsen og co. har næppe tænkt på samme effekt - selv om det selvfølgelig er håbet et eller andet sted at gå hele vejen - men nærmere tænkt på, at Førster har gjort et solidt arbejde som assistent og altså også har erfaring som cheftræner fra tiden i Sønderjyske, hvor han endte med at blive stress-sygemeldt og afløst af Casper Stockfisch.

Spændende, om det har en positiv effekt på fynboerne og om Anders Førster finder anledning til at ryste rundt på holdet.

Rungsted kommer med god optimisme til kampen og står faktisk med hele 23 point i de seneste 10 kampe. 

Det ruller meget fornuftigt for Rungsted, der måske kan rende med en femteplads i grundserien, hvis alting spiller i de sidste kampe i grundspillet.

En sejr i aften kan understrege, at Rungsted for alvor kan blive farlig i slutspillet.

Det forventer vi: En hård fight, hvor hjemmeholdet vil vise, at der stadig er "krummer i mestrene". Rungsted skal bare rulle videre på bølgen og levere endnu et statement om, at rytmen er i sving før slutspillet.

Statistikken: Rungsted ligger med 23 point i de seneste 10 kampe, Odense har blot tjent 11 point i samme antal kampe. Odense har dog 23 point i de seneste ti hjemmekampe, men har tabt de seneste otte kampe på udebane. 

Skader/karantæner: Odense Bulldogs har i de seneste kampe spillet med fuldt hold, mens Rungsted senest var uden Jeppe Urup Mogensen, Mads Degn og Theo Keilin. 

Hold øje med: Giver det en spiller som Joakim Thelin et nyt boost med trænerskiftet? Kan Rungsteds Nicklas Heinerö fortsætte med at score mål, som han gjorde i Esbjerg senest, vil det være fremragende for nordsjællænderne.

DirekteSport sender fra Odense med Søren Kaster som kommentator

 


KAMPEN KORT: Lynstart afgjorde for Sønderjyske