Rødovre-fans tænker med glæde tilbage på det seneste opgør mellem de to klassiske rivaler i Holger Danske Arena.
Det var i begyndelsen af sæsonen, hvor Mighty Bulls stensikkert bankede Rungsted med 7-1 efter en formidabel præstation af Joonas Niemelä med et hattrick.
Dengang var der eufori, men nu er virkeligheden vendt tilbage hos Rødovre, der slås for at holde Frederikshavn stangen i bunden af Metal Ligaen.
Og i den kontekst kommer endnu et derby mod Rungsted naturligvis på et godt tidspunkt. For der er ikke noget, der kan motivere Rødovre-spillerne meget mere, end når nordsjællænderne kommer på besøg og med fire-fem spillere tilbage på holdkortet, er det også et mere slagkraftigt Rødovre-hold, der stiller op i forhold til tirsdagens nederlag i Vojens, hvor "resten" faktisk klarede det ret respektabelt.
Rungsted kommer fra en periode, hvor holdet har fået to store lussinger af Herning, men ellers klaret det ganske fint på det seneste. I aften kan gæsterne spille sig et stykke væk fra den absolutte bundkamp, så derfor er kampen også virkelig vigtig for et gæstehold, der kan bringe sig ni point foran Rødovre med en sejr i aften.
Det forventer vi: At Rødovre kommer med lyn og torden i en kamp, der i det hele taget sagtens kan blive virkelig underholdende. Rungsted har det også med at spille fremad, og vi kommer til at se to hold med 120 i timen på isen i Holger Danske Arena, hvor gæsterne vel nok er smalle favoritter.
Hold øje med: Rødovre har meddelt, at Filip Nordström er tilbage på holdet efter en lang skadespause. Han var udset til at være en nøglespiller i denne sæson, og nu får han alvor lov at bevise sig. Rungsted havde Filips Buncis som hovedperson i den seneste sejr mod Esbjerg, og letten kan også blive en slags hovedperson i aften.
Skader/karantæner: Rødovre ser ud til "kun" at have Mads Eller og Marcus Almquist ude, mens Niemelä, Macklin, Nordström og Rydén alle er klare igen. Liam Haslam var syg i tirsdags og er måske blevet klar. Rungsted kom senest uden Jared Dmitryw, Theo Keilin, Valdemar Hull, Mathias Røndbjerg og Oliver Dahlmann.
Se med på JFM Play, hvor Henrik Bauch kommenterer fra Holger Danske Arena.
Statistikken: Rødovre skal have hul på bylden og score mål igen. To mål i de seneste tre kampe - alle nederlag - er for lidt. Hos Rungsted kan man glæde sig over en tredjeplads i formbarometeret over de sidste fem kampe, hvor det er blevet til to nederlag mod Herning, men til gengæld sejre over Sønderjyske, Esbjerg og Odense.