Er der noget, der pt. er sikkert i Metal Ligaen, så er det, at Odense Bulldogs slår Rødovre Mighty Bulls.
Rødovre synes at have store problemer med overhovedet at komme i nærheden af en sejr, når fynboerne står på den anden side af rød linje, således også ved de to klubbers seneste møde.
Her vandt Odense med sikre 7-1 på hjemmebane og fortsatte dermed striben af sejre mod holdet fra Vestegnen. Den lyder på 12 i træk i Metal Liga-regi - de fleste af dem ganske klare.
Kan Olaf Ellers tropper finde en recept i aften og nedkæmpe det Odense-hold, der synes at have sat sig fysisk og mentalt på Rødovre-spillerne? Og kan Rødovre drage fordel af, at fynboerne kan være trætte efter en periode med få folk og tre kæder.
Odense så nemlig lidt ramte ud fredag aften mod SønderjyskE, hvor der ikke rigtig var fart i benene hos Bulldogs-spillerne. Efter kampen var Sebastian Ehlers også ude med en undskyldning til de fremmødte for en ringe indsats.
Det forventer vi: At Rødovre holder kampen lidt mere tæt end senest. Odense er dog stadig favorit med historikken in mente.
Historikken: Siger nemlig "ren Odense" i denne sæson. Bulldogs har vundet 5-0, 6-1, 5-2 og 7-1 i de fire hidtidige kampe.
Skader/karantæner: Odense har formentlig Kimi Koivisto tilbage efter en kort "fødselsorlov" i Finland, mens man mod SønderjyskE spillede uden Rasmus Simonsen og Tobias Villadsen. Det sendte Martin Larsen op som angriber. Rødovre spillede senest med syv backer og 13 angribere mod Aalborg og havde dermed fuldt hold.
Metaligaen.tv: Sender Henrik Bauch på arbejde i Rødovre i aften, hvor han gulder dig gennem 60 minutter.
Hold øje med: Om Fredrik Bergvik er tilbage i målet for Odense. Han blev udskiftet med Mitch Gillam midt i 2-6-kampen mod SønderjyskE. Og er det Grubak eller Rørth, der skal bære Rødovre til point i aften.
Statistikken: Selv om Odense tabte mod SønderjyskE fredag aften, er holdet inde i en god periode med 10 point i de seneste fem kampe. Over samme tidsrum har Rødovre 4 point.