Kampstart 17:00 i Concordium Arena

Rungsted Ishockey Klub - moderklubben til Rungsted Seier Capital - holder 85-års jubilæum i dag og klubben, der i den grad kan tiltale sig "traditionsklub" er en af dansk ishockeys stolte størrelse. 

RIK blev den første danske mester i 1954/55-sæsonen med en sejr over rivalerne fra KSF og har - i forskellige konstellationer - i alt fem danske mesterskaber og fem pokaltitler på en flot CV.

Det er værd at fejre, at ishockeyen i Rungsted bliver 85 år og det gøres altså i dag med en Metal Liga-kamp mod Frederikshavn White Hawks hjemme i Concordium Arena. 

Skøjtehallen i Hørsholm er fra 1971, og mon ikke et af de store jubilæumsønsker er en ny og mere tidssvarende arena med en kapacitet på måske 3000 eller 4000, der kunne samle hele Nordsjælland?

Det er fremtidsmusik, i dag gælder det altså Rungsted Seier Capitals kamp og holdet er placeret et sted i ingenmandsland i tabellen. Lige nu gælder det for Rungsted om at samle så meget stabilitet og rytme som overhovedet muligt frem mod det kommende slutspil, hvor Seier Capital sagtens kan blive en farlig modstander.

Frederikshavn White Hawks har faktisk en idéel rute til kampen i dag. Spillerne har ikke behøvet at stå ekstraordinært tidligt op for at komme til bussen, og kommer endda også hjem i nogenlunde god tid. 

Det er uvant for White Hawks-spillerne, der skal levere samme fight som i de to Aalborg-kampe, hvis der skal være mulighed for at hente point i Rungsted. Det kalder på en solid defensiv hos frederikshavnerne, der med en sejr i dag kan rykke helt tæt på Rødovre i tabellen.

Det forventer vi: Rungsted er favorit, men kommer til at arbejde hårdt for at dirke Frederikshavn-defensiven foran dygtige Max Zimmermann op.

Hold øje med: Det skal være en aften, hvor Freeman, Frattaroli og måske Colella skal løfte medspillerne op for Frederikshavn, der kommer op mod dygtige offensive svenskere som Heinerö, Karlsson og Elvenes, der bliver svære at styre for Frederikshavns defensiv. 

Skader/karantæner: Christian Mieritz, Aleksi Ainali og Thomas Søndergaard sad senest ude for Frederikshavn. Alexander Lunsjös skade brød op igen midtvejs i nytårskampen i Aalborg. Hos Rungsted har man senest manglet Theo Keilin, Christian Hartmann, Jonas Krabbe og Mathias Røndbjerg og så ved man endnu ikke, om Filips Buncis har fået sin kontrakt forlænget.

Statistikken: Rungsted har hentet otte af ni mulige point mod Frederikshavn i denne sæson. Senest i Nordjyske Bank Arena, hvor Rungsted vendte 0-2 til en 3-2-sejr. 

Se med på JFM PLAY, hvor Henrik Bauch kommenterer fra Concordium Arena.

 

 


FILIPS BUNCIS spiller i Rungsted i resten af sæsonen KAMPEN KORT: Fuld power på intensiteten i Herlev