Kampstart 19:30 i Concordium Arena

Rungsted Seier Capital kom en smule ned på jorden i sidste kamp før OL-pausen, da de tabte 2-4 hjemme mod et decimeret Herning-mandskab. Det ændrer dog ikke på, at nordsjællænderne over de seneste uger har lignet et hold i markant fremgang. Fem sejre i træk forud for nederlaget vidnede om et mandskab, der er ved at finde både offensiv balance og struktur frem mod slutspillet.

Med seks grundspilskampe tilbage ligger Rungsted aktuelt på sjettepladsen. Afstanden opad er begrænset, men realistisk set handler det først og fremmest om at sikre positionen og gå ind i slutspillet med momentum.

For Rødovre Mighty Bulls har perioden været mere ujævn. Efter den markante 9-2-sejr over Aalborg fulgte to nederlag – senest et klart 0-5-nederlag i lokalopgøret mod Herlev. Vestegnsklubben har blot tre sejre i de seneste ti kampe og skal finde tilbage til den defensive disciplin, der tidligere har gjort dem konkurrencedygtige.

Muligheden for at hente Sønderjyske i tabellen er reelt minimal, og fokus er derfor rettet mod at komme ind i en sandsynlig kvartfinale mod Herning med så meget selvtillid og struktur som muligt.

Spillemæssigt har Rungsted et klart overtag i puck-besiddelse og evnen til at fastholde pres i offensiv zone. De skaber chancer gennem både cykelspil og hurtige omstillinger, mens Rødovre ofte tilbringer lange sekvenser i egen zone.

Rødovres chance ligger i at gøre kampen fysisk og kompakt. De skal lukke rummene centralt og håbe på effektivitet på de få omstillinger, der opstår. Bliver kampen for åben, taler det for hjemmeholdet.

Skader/karantæner: Rungsted Seier Capital har tidligere meldt ud, at OL-breaket kunne give mulighed for et comeback til Theo Keilin, men det er fortsat uvist, om han er klar til kamp. I sidste opgør inden pausen var nordsjællænderne uden James Johansen, og derudover var det primært langtidsskadede spillere, der sad udenfor.

Rødovre Mighty Bulls manglede i deres seneste kamp Malte Setkov, der var afsted med landsholdet som practice player under OL. Derudover var Mads Eller, Mathias L. Hansen, Victor Gade og Niclas Krarup fraværende. Da vestegnsklubben også var i aktion fredag aften, kan der være ændringer i holdkortet frem mod søndagens kamp.
Statistikken: Det er femte opgør mellem de to hold i denne sæson. De fire første opgør er alle endt med hjemmesejr - og med at udeholdet har scoret et enkelt mål. 
Det forventer vi: Så vil det jo være nærliggende at tippe på Rungsted som vinder og Rødovre, der kun scorer en enkelt pind.
Hold øje med: Rungsteds Filip Karlsson var i storform lige før pausen, Rødovre har formentlig Nicklas Krarup tilbage, han bringer stor stabilitet til Mighty Bulls to nederste kæder. 
DirekteSport har Henrik Bauch på pletten i 60 minutter. 

ALBERT ANKERSTJERNE dømmer Canada-Finland OPTAKT: Herning Blue Fox-Esbjerg Energy