Så er der DM-finalerevanche igen.
Formstærke Rungsted - de forsvarende mestre - tager imod Aalborg Pirates, der også kommer fra et par meriterende sejre over Herning og SønderjyskE.
Så det bliver en spændende udmåling af styrke på en aften, hvor Rungsted synes at være det skarpeste hold af de nederste fire i Metal Ligaens slutspilsbillede lige nu.
Spillere som Henrik Hetta, Hampus Gustafsson og målmand Ville Kolppanen har fundet niveauet og specielt Rungsteds offensiv ser sprængfarlig ud lige nu.
Hos Aalborg kan man se Julian Jakobsen drage på flyet mod Kina i eftermiddag, og træneren for aftenens gæster, Garth Murray, kæmper med både farvellet til kaptajnen, skader og følgerne efter Corona.
- Vi har brug for at alt få det her corona væk nu. Alle holdene har været igennem det, og vi har alle brug for at få holdene klar og få folk ovenpå igen, så vi kan få vores fokus tilbage. Vi kommer til at blive presset på spillere det næste stykke tid, så vi er nødt til at finde en måde at få det til at fungere på. Både fordi Julian Jakobsen skal til OL, og fordi vi er plaget af nogle skader. Det er ikke det bedste tidspunkt lige nu, da der kommer nogle hårde kampe, men spiller vi, som vi gjorde mod SønderjyskE, siger han til Nordjyske.
Hold øje med: George Sørensen bliver en nøglespiller for Aalborg i kampen mod Rungsteds offensiv, mens Henrik Hetta i aften skal ride videre på bølgen, der for anden gang i træk bragte ham på ugens hold i Metal Ligaen.
Det forventer vi: En offensiv kamp mellem to hold, der altid gerne vil fremad. Hvem snupper momentum i aften, og hvor stor betydning har det for Aalborg at måtte undvære Julian Jakobsen?
Skader/karantæner: Rungsted var senest uden William Back, Mathias Røndbjerg, Sebastian Bergholt og Branden Gracel, der endnu ikke har fået papirerne i orden. Aalborg mangler Julian Jakobsen i dag og var mod SønderjyskE uden Kirill Kabanov, Johan Skinnars, Anders Koch, Pierre-Olivier Morin og Thomas Spelling. Begge hold i øvrigt med debut til unge folk i truppen senest: Magnus Boesen (Aalborg) og Marcus Heyn Larsen (Rungsted).
De indbyrdes kampe: Rungsted vandt det første opgør 4-3 i Aalborg, men siden har nordjyderne taget over med 3-2 på udebane og senest to gange 3-1 hjemme i Sparekassen Danmark Isarena.
Statistikken: Rungsted er lige nu suverænt i spidsen af formbarometeret for de seneste fem kampe med 14 point, mens Aalborg står med tre sejre i overtid i de seneste fem kampe og dermed seks point.