Det er - glem det ikke - to af de seneste mange sæsoners mest vindende klubber, der mødes i aften.
For et par sæsoner siden var den her konstellation næsten garanti for et offensivt festfyrværkeri, i dag ved vi endnu ikke helt, hvad det ender med.
Men vi kan konstatere, at Rungsted og Aalborg med fire point hver er kommet fornuftigt fra start i denne sæson.
Rungsted kommer fra en ganske meriterende 4-3-sejr i Esbjerg, i en kamp, hvor det nye Rungsted-mandskab viste masser af skarphed og hvor Rungsteds nye og gamle imports lynede.
Der er et par dygtige svenskere iblandet Rungsteds "nye mix" og så ser en mand som Filip Karlsson også ud til at holde formen fra slutningen af sidste sæson.
Hos aftenens gæster fra Aalborg har den nye back Eric Gotz vist fine takter, men det har som helhed været så som så med skønspillet i de to første kampe mod Frederikshavn og Herlev.
Nordjyderne har også et stort pres på sig hjemme i Sparekassen Danmark Isarena, hvor publikum er vant til sejre - og gerne med masser af mål på kontoen.
Måske passer det aalborgenserne bedre lige at kunne afvente en smule i aften i Rungsted.
Det forventer vi: Det er to hold, der lige skal lære hinanden at kende og derfor kunne undertegnede godt forestille sig en "stille" første periode, inden det begynder at gå løs. Rungsted har hjemmebanen og er på den baggrund lille favorit.
Skader/karantæner: Rungsted manglede senest Morten Jensen, Sebastian Niebling og Mads Degn, mens Aalborg senest mod Herlev var uden Nicolai Weichel, Nicolai Nielsen, Sebastian Ehlers og Patrick Bjorkstrand.
Historikken: Aalborg tog 17 af 18 point mod Rungsted i sidste sæson, men tabte paradoksalt nok Final4-semifinalen mod nordsjællænderne.
Statistikken: Darian Craighead skød syv gange i tirsdags mod Herlev. Rammer han plet i aften for Aalborg? To mål af Filip Karlsson for Rungsted i Esbjerg. To powerplaymål imod og et powerplaymål for var de vigtigste tal-udtag fra kampen i Vestjylland.
Metalligaen.tv: Har Thor Dresler på plads som ny kommentator i aften i Concordium Arena.
Hold øje med: Troy Lajeunesse bankede på mod Herlev og kan blive en farlig mand for Aalborg. Hos Rungsted peger vi på Valdemar Hull, der leverede to assister i sejren mod Esbjerg.