Rungsted Seier Capital jagter revanche for 3-4-nederlaget i Esbjerg tirsdag og jagter altså ligeledes en udligning i semifinaleserien efter en kamp tirsdag, hvor nordsjællænderne gav lige rigelig mange gaver til et effektivt vestjysk hold.
Sådan vil fortolkningen i hvert fald være hos træner Erik Hjalmarsson, der midt i sin iver efter at spille offensivt og teknisk formentlig også vil prædike defensiv disciplin på taktikmødet i dag.
Nederlaget tirsdag var Rungsteds første efter fire sejre over Herning, mens Esbjerg altså fortsatte sejrsrækken fra kvartfinalen over Frederikshavn.
- Alle sejre er vigtige, men et godt udlæg og en sejr i kamp 1 er ekstra vigtig. En vej til avancement til finalerne for os er at vinde hjemmekampene og vi fik taget den første af de fire påkrævede sejre. Men hånden på hjertet. Vi vinder også meget gerne kampene derovre og vi kunne jo passende starte fredag aften i Hørsholm, siger Esbjerg-træner Jason Jaspers.
- Egentligt synes jeg ikke, at vi lærte ret meget nyt om Rungsted i tirsdagskampen. Rungsted fik ikke det grundspil, som de havde ønsket sig, men kom stærkt igen og sendte Herning på sommerferie efter fem kampe i kvartfinaleserien. Det aftvinger respekt, men vi kendte udmærket holdets kompetencer i forvejen, lyder det fra træneren.
- Nu venter de første back-to-back kampe. Det bliver hårdt, så vi skal agere professionelt. Vi har fuldt fokus på den næste kamp og vi ved, at en sejr kræver gode valg. Så ærmerne skal smøges op og mindsettet skal på plads, siger Jason Jaspers.
Statistikken: Både Nichlas Hardt og Marcus Olsson står med -4 i statistikken i slutspillet. Det skal forbedres fra Rungsteds topspillere. Omvendt står Felix Scheel og Grayson Downing med +6 og +7 hos Esbjerg. Stærke tal.
Skader/karantæner: Tirsdag aften måtte Rungsted undvære William Back, Simon Frederiksson, Mathias Røndbjerg og Frederik Bjerrum mens Esbjerg stillede uden Andreas Grundtvig og Henrik Mærsk Clausen.
Det forventer vi: At Rungsted kommer med en kontrolleret offensiv og forsøger at trykke Esbjerg stille og roligt ned. Vestjyderne på omstillinger og med giftige angribere.
Hold øje med: Travis Brown og Jeff King var begge giftige, da Esbjerg spillede på udebane i Frederikshavn i kvartfinalen. De to offensive backer er dygtige til at støde med frem i angrebsbølge nummer to. Hampus Gustafsson trådte frem som en profil i sidste sæsons slutspil og svenskeren har en gedigen rutine med sig, der igen kan gøre ham til et vendepunkt i serien.