Seneste kamp i lørdags var en hård omgang for Esbjerg Energy.
Efter at vestjyderne havde været bedre end Aalborg i de første to perioder, kostede et kollaps i tredje periode - tre hurtige mål - alle tre point og formentlig også pladsen i Metal Final4.
Så med mange skader er Esbjerg et presset mandskab før aftenens udekamp i Rungsted, hvor vestjyderne skal have tre point, hvis den lille chance for at blive blandt de fire bedste efter 16 kampe skal bevares.
Der var ellers mange positive ting, som vestjyderne kunne tage med fra lørdagens kamp. Brandon Magee kom fornuftigt ind på holdet og lige bortset fra kollapset i tredje periode stod den mandskabspressede defensiv også fornuftigt.
Og mon ikke det også er defensiven, der skal redde point i land for Esbjerg, der skal op mod et målhungrende Rungsted-mandskab, der har nettet 12 gange i de seneste to kampe og altså har folk som Matthias Asperup, Lucas Andersen og Morten Jensen.
Alle tre scorede i første periode mod Herlev for nylig i en kamp, som Rungsted afgjorde i første periode. Det har været en imponerende produktion af de danske topspillere hos Rungsted, og mon ikke, at træner Pederson går og venter på, at importspillerne også for alvor kommer i sving. Så vil Rungsted for alvor blive et skræmmende mandskab.
Rungsted står med 25 point for 14 kampe, og meget skal gå galt, hvis ikke en sejr i aften resulterer i en Metal Final4-plads.
Kampen i aften sendes naturligvis på Metalligaen.tv, men der er også en ekstra mulighed, hvis man har Sport Live, der også sender fra Concordium Arena.
Skader/karantæner: Arturs Salija sidder ude med karantæne. Frederik Bjerrum, Grayson Downing, Henrik Mærsk Clausen, Yanick von Bergen og Tobias Ebener var ikke med hos Esbjerg lørdag. Rungsted manglede Malte Setkov og Dawson Davidson i backlinjen fredag mod Herlev, mens Tim Wahlgren og William Kisbye ikke var med i angrebet.
Det forventer vi: En Rungsted-offensiv lige fra kampens start, for Esbjerg må være ramt efter det ærgerlige nederlag mod Aalborg. Det bliver en svær opgave for gæsterne.
Hold øje med: Matthias Asperup viser gang på gang sin klasse, og det har virkelig betalt sig for Rungsted at hente ham i Herlev. Jeff King scorer point på samlebånd for Esbjerg for øjeblikket.
Metalligaen.tv: Henrik Bauch er klar ved mikrofonen, Frederik Høeg er medkommentator. Sport Live sender ligeledes kampen i aften fra Rungsted.
Historikken: Vi skal helt tilbage til tidligt i sæsonen, hvor Esbjerg vandt 2-1 over Rungsted hjemme i Granly Hockey Arena.
Statistikken: Det hårdt ramte Esbjerg-hold er dårligst på formbarometeret med to point i de seneste fem kampe. I samme periode har Rungsted scoret ni point.