Vi er på vej mod afslutningen af grundspillet, og vi har en enkelt mandagskamp i aften til at starte den sidste uge op.
Både Rungsted Seier Capital og Esbjerg Energy har brug for en sejr efter en "dårlig fredag".
Her tabte Rungsted 0-5 i Herlev, mens Esbjerg tabte 2-5 mod SønderjyskE hjemme i Granly Hockey Arena.
Det er hårdt for Esbjerg med skaderne for øjeblikket, og der er mange folk ude på et kritisk tidspunkt af sæsonen.
Gordie Ballhorn, Lucas Andersen, Rasmus Bjerrum, Frederik Bjerrum, Grayson Downing og Andreas Grundtvig sad alle ude for vestjyderne mod SønderjyskE.
Lucas Andersen er ude for sæsonen, og mon ikke også det er tilfældet for Frederik Bjerrum, der har været langtidsskadet på grund af følgerne af en hjernerystelse. Andreas Grundtvig har ikke spillet siden 27. december, Gordie Ballhorn har ikke spillet siden 14. februar, mens Rasmus Bjerrum og Grayson Downing begge har været ude for kortere perioder.
Det er uhyre vigtigt for Esbjerg at få så mange folk som muligt klar, ellers så begynder det at knibe med bredden over syv kampe, og spørgsmålet er, om man afventer Ballhorn og Grundtvig og venter med at bruge dem til første slutspilsaften?
Måske får vi de første svar i aften, når opstillingerne offentliggøres.
Rungsted skal også i gang igen. Den forrygende periode over mange måneder blev lidt bekymrende afløst af 2-4 mod Odense og ikke mindst 0-5 ude mod Herlev fredag aften. Den gjorde ondt efter at Rungsted havde vundet de fire seneste opgør mod Herlev.
Så også mod Rungsted gælder det om at få trimmet holdet mentalt frem mod playoff.
Derfor er der mange spændende aspekter i aftenens kamp. Men de fleste er mellem linjerne.
Statistikken: Rungsted har sikret sig hjemmebane i kvartfinalen, men med et eventuelt nederlag i aften er nordsjællænderne i fare for at miste tredjepladsen til Aalborg. Hvis Esbjerg tager tre point i aften, kan det meget vel lægge op til et møde mellem netop Rungsted og Esbjerg i kvartfinalen. Omvendt er fem til otte SÅ jævnbyrdig, at Esbjerg med nederlag i de resterende også kan være uheldig at ramme Herning i kvarten.
Historikken: Esbjerg Energy og Rungsted Seier Capital har spillet fem gange i denne sæson. Vestjyderne har vundet de tre med 9-4 og 3-0 og med 2-1 efter straffeslag. Nordsjællænderne har vundet de to med 4-3 og 7-3.
Det forventer vi: I weekenden blev der talt meget om at sende signaler til kommende kvartfinalemodstandere. Sådan bliver det også i aften. Det skal nok blive tæt og intenst.
Skader/karantæner: Gordie Ballhorn, Lucas Andersen, Rasmus Bjerrum, Frederik Bjerrum, Grayson Downing og Andreas Grundtvig var senest ude for Esbjerg. Andrew Peski og Jacob Gammelgaard var ude på backlinjen, mens Valdemar Hull var fraværende i angrebslinjen for Rungsted, der også helst skal have alle klar frem mod det kommende slutspil.
Metalligaen.tv: Har Henrik Bauch på plads på Metalligaen.tv til at guide seerne gennem de 60 minutter.
Hold øje med: Hampus Olsson ser ud til at blive en nøglespiller for Esbjerg i det kommende slutspil. Det samme gør Steve Whitney for Rungsted, der har været en virkelig katalysator for Seier Capital i den seneste succesperiode.